Når du har planlagt, hvor og hvordan materiellet skal opstilles, skal du udfylde en ansøgning på virk.dk. Du skal bruge selvbetjeningsløsningen og dette skal ske senest 10 arbejdsdage før, du ønsker at bruge arealet.
Før der søges skal du overveje, hvilken betydning det har får for trafikken samt udarbejde afmærkningsplaner. Du kan læse mere om reglerne for spærretid og afmærkning længere nede i teksten.
Eksempler på, hvornår du skal søge
- Arbejde fra byggelift henstillet på vej, cykelsti og fortov
- Byggeri hvor fortovet benyttes som arbejdsområde.
- Beskæring af beplantning med arbejdskøretøj på offentlig vej
- Andet arbejde der foregår fra og på vejens areal.
- Container, stillads, skurvogn / skurby, materialedepot
- Arbejdskøretøj som skal holde på et offentlig vejareal uden for afmærkede båse.
Drejer det sig om tilladelse til, at et arbejdskøretøj må holde længere tid i en afmærket parkeringsbås, skal du læse mere på siden om midlertidig parkering.
Godkendelse
Vejmyndigheden skal godkende, at et arbejde som inddrager vejareal er planlagt, så det er forsvarligt. Trafikanter, cyklister og fodgængere skal kunne færdes forsvarligt på vejarealet.
Godkendelsen kan have stor betydning for dit firma, da du kan undgå, at et arbejde som er i gang, bliver forsinket, hvis det må stoppes på grund af fare for uheld.
Hvornår kan du forvente svar?
Hvis din ansøgning opfylder kravene, kan du forvente svar inden for 5 arbejdsdage, når det gælder offentlige veje.
Søger du om opstilling på en privat fællesvej, skal Teknik og Miljø i henhold til Forvaltningsloven, foretage partshøring. Her kan du forvente en svartid på op til 3 uger.
Cykelarealer
Når der arbejdes på cykelsti eller cykelbane, skal der altid sørges for anden og sikret cykelvej. Den midlertidige cykelbane skal have en fri bredde på min. 1,3 meter.
Afmærkning og skiltning
Find vejledning om afmærkning og skiltning i Vejdirektoratets lommebog:
Lommebog for afmærkning af vejarbejder
Spærretid
På hverdage mellem kl. 6.30 og 8.30 er der "spærretid". I denne tidsperiode må der ikke arbejdes på de veje, som er vist med rødt på spærretidskortet.
Spærretidskort