Psykisk sygdom

Luk alle
Åben alle

Socialpsykiatriens Akuttelefon - Brug for en at snakke med?

Socialpsykiatriens Akuttelefon : Tlf. 96 28 53 15

Telefonen er åbnet hele døgnet alle dage hele året.

Har du det psykisk svært og befinder du dig i en akut psykisk krise?

F.eks. på grund af:

  • psykisk sygdom
  • selvmordstanker
  • mistet kontrol
  • ensomhed
  • misbrug

Hvis ja, og du er over 18 år og bor i Herning Kommune, så kan du få hjælp fra Hernings Kommunes Socialpsykiatri på Akuttelefonen.

Gennem en personlig, støttende og afklarende samtale kan vi hjælpe dig med:

  • At håndtere en akut psykisk krise, som gør livet svært
  • At skabe ro og tryghed
  • At få kontrol på den akutte situation

Det kræver ingen henvisning, visitation eller diagnose for at snakke med og få hjælp fra Akuttelefonen.

Bo- og aktivitetstilbud til den, der har en sindslidelse

Skovlyset er for dig, der er 18-65 år og psykisk sårbar. Her kan du bo i egen lejlighed og få hjælp til at leve dit liv og komme dig af din sygdom.

Skiftesporet er et psykosocialt tilbud til dig, der er ung og har psykiske problemer af psykotisk karakter. Der er både et bo- og et dagtilbud - og mulighed for bostøtte.

Nyboder er for dig, der 35-70 år og svært sindslidende. Det er et botilbud under Sandfeldgården.

Minihøjskolen er en daghøjskole for voksne med psykiske vanskeligheder.

Hvis du er psykisk sårbar, kan du kan deltage i Specialundervisning på Minihøjskolen. Det er undervisning for normalt begavede voksne førtidspensionister, fleksjobbere og unge på uddannelsesydelse.

I et samarbejde mellem studievejleder og den enkelte elev lægges en plan for undervisningen, og der udarbejdes et individuelt skoleskema, der løbende ændres i forhold til den enkeltes mål, ønsker og behov. Undervisningen kan have både faglige, sociale, personlige og funktionelle mål.

Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs styrker og aktiverer herved de stærke sider og trækker ressourcerne frem i lyset. Ressourcer der kan anvendes i et fremtidsperspektiv.

Pårørende til person med fysisk eller psykisk sygdom

Oplever du, at du:

  • ikke ved, hvordan du tager vare på dig selv
  • savner tilbud, hvor det er dig som pårørende, der er i fokus
  • gerne vil være med i fora, hvor du kan snakke med andre?

Du har mulighed for at deltage i kurset "Lær at tackle hverdagen som pårørende". 

Kurset henvender sig til en blandet gruppe af pårørende - med mange forskellige typer af fysisk og/eller psykisk sygdom. 
På kurset er det din rolle som pårørende, der er i centrum - ikke sygdommen.

Læs mere om kurset "Lær at tackle hverdagen som pårørende".

Vi har løbende nye hold der starter. Se kontaktoplysninger ved kurser for at høre nærmere om dine muligheder.

Recovery – bærende principper for den kommunale psykiatri

Kom med dine input

Vi har brug for dine input til, hvordan vi kan forbedre tilbud og muligheder for mennesker med psykiske udfordringer.

Herning Kommune vil blive endnu bedre til at hjælpe mennesker som lever med psykiske problemer. Derfor formulerer vi nye principper om, at recovery - det at komme sig - skal være i fokus i alt samarbejdet med mennesker med psykiske problemer. 

Hvad er recovery?

Selve ordet "Recovery" kan defineres som "at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, sådan som personerne selv definerer det, med eller uden symptomer og problemer, som kan komme og gå" (Mike Slade m.fl., ImRoc, 2008).

Det er Herning Kommunes Social- og Sundhedsudvalg, der har besluttet, at der skal laves en række bærende principper for recovery i den kommunale psykiatri.

Målet er at udvikle en praksis, der understøtter den enkeltes recoveryproces endnu mere og på dermed undgå at fastholde mennesker i afhængighed af professionelle støttesystemer.

Vi vil formulere de nye bærende principper for recovery via dialog med en række interessenter på psykiatriområdet. Det kan for eksempel være via dialog med mennesker med psykiske problemer og deres pårørende, civilsamfund, erhvervsliv, medarbejdere og kommunale/regionale samarbejdspartnere.

Med recovery-principperne får vi en fælles tilgang og retning for samarbejdet med mennesker med psykiske lidelser, så de i endnu højere grad kan få det bedre og leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv på trods af udfordringer.

Læs den politiske behandling forud for udarbejdelse af de bærende principper for recovery i den kommunale psykiatri - behandlet i Social- og Sundhedsudvalget 16.06.2021 (punkt nr. 51).

Efter en høringsperiode godkendes de bærende principper af Social- og Sundhedsudvalget i slutningen af 2021.

Du kan også læse mere om recovery på Socialstyrelsens vidensportal.

Tidsplan for projektet

  • Juni 2021: Godkendelse af kommissorium (Social og Sundhedsudvalget)
  • August 2021: Involverende proces - dialogmøder, spørgeskemaer, interview
  • Oktober 2021: Temadrøftelse (Social- og Sundhedsudvalget)
  • November 2021: Førstebehandling af bærende principper for recovery i den kommunale psykiatri (Social- og Sundhedsudvalget).
  • December 2021: Høring
  • Februar 2022: Andenbehandling (godkendelse) af bærende principper for recovery i den kommunale psykiatri (Social- og Sundhedsudvalget).