VM i ridesport - Herning2022

Oplev verdenseliten i ridesport i Herning Kommune

Den 6.-14. august 2022 forvandles Herning Kommune og omegn til et sandt ridesportsmekka, når verdens dygtigste ryttere og heste lægger vejen forbi kommunen.

VM - Herning2022 er et firedobbelt VM, som byder på ridesport indenfor disciplinerne: Dressur, paradressur, springning og voltigering.

Det bliver et af de største event, som Herning Kommune har været vært for, og samtidig er det det største ridesportsevent på dansk jord nogensinde.

200.000 tilskuere, 1.000 heste, 1.200 mediefolk og 550 deltagere fra 70 lande kommer til Herning Kommune i forbindelse med i VM i ridesport.

Verdensmesterskaber tv-transmitteres desuden i 150 lande, og det forventes, at 200 millioner tv-seere fra hele verden vil følge med.

Her kan du læse mere om VM i ridesport - Herning2022

Bæredygtighed og grønne tiltag

Arrangørerne bag VM i ridesport 2022 har lagt et tårnhøjt, grønt ambitionsniveau, som kommer til udtryk både før, under og efter VM.

Derfor har VM - Herning2022 et tæt samarbejde med Herning Kommune om en række grønne initiativer.

VM-Skoven - et voksende eftermæle: 

Et af initiativerne er skovrejsning i Herning Kommune. I anledningen af VM får kommunen får et nyt rekreativt skovområde ved Løvbakkerne med 60.000 træer. På sigt etableres også et legeområde, landart med mere. Den 20 hektar store skov er plantet som et grønt svar på miljøbelastningen ved VM i ridesport. Beregninger viser, at VM-Skoven i dette århundrede kommer til at optage 12.000 tons CO2.

Læs mere om bæredygtige tiltag ved VM - Herning2022 her

VM på skoleskemaet

I anledningen af VM i ridesport har en gruppe lærere fra Herning Kommune udarbejdet undervisningsmaterialet 'Bedst til Hest', som er både et fysisk materiale og et online univers.

Skolematerialet er fyldt med opgaver til ni forskellige fag, og det er udleveret til flere end 2.000 skoler landet over - svarende til alle folke- og friskoler med elever på 4.-6. klassetrin.

Opgaverne lægger op til aktivitet og bevægelse med udgangspunkt i fagene dansk, matematik, historie, idræt, engelsk, billedkunst, madkundskab, natur/teknologi og håndværk/design.

Alle 4.-6. klassetrin fra hele landet, som arbejder med materialet 'Bedst til Hest', vil få mulighed for at besøge VM i Herning.

Her kan du finde skolematerialet 'Bedst til Hest'