Du bliver betragtet som jobparat, når du opfylder betingelserne:
- du er under 30 år
- du har en erhvervskompetencegivende uddannelse
- kommunen vurderer, at du er i stand til at påtage dig et ordinært arbejde, som gør dig i stand til at forsørge dig selv inden for 3 måneder.
Hvis kommunen vurderer, at du er jobparat, skal du stå til rådighed for arbejde mv. og aktivt søge job.
Du skal søge job intensivt
Som jobparat skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og du skal være aktivt jobsøgende. Du skal søge seriøst, realistisk og bredt. Du skal kunne dokumentere din jobsøgning, og du skal løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet.
Jobcentret kan stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed.
Senest en uge efter din første henvendelse til kommunen om hjælp indkalder kommunen – jobcentret – dig til den første samtale.
Herefter skal du til 2 yderligere samtaler. Formålet med samtalerne er at hjælpe dig med jobsøgning og med at komme i job.
Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, det er relevant. Du kan også få andre beskæftigelsesrettede tilbud som fx ansættelse med løntilskud eller virksomhedspraktik, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.
Opfølgning på din jobsøgning
Jobcentret vil med udgangspunkt i din joblog på Jobnet løbende følge op på, om du søger job tilstrækkeligt seriøst, realistisk og bredt. Er det ikke tilfældet, vil jobcentret stille yderligere krav til din jobsøgning og gennem klare aftaler sikre, at du reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Du skal til samtale med jobcentret mindst 4 gange inden for 12 måneder.
Sanktion – hvis du ikke deltager
Du skal leve op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager kontanthjælp. Hvis du uden rimelig grund ikke gør det, skal kommunen give dig en sanktion. Et eksempel på en sanktion kan være, at kommunen nedsætter din kontanthjælp med 3 gange sanktionssatsen.
Hvis du får en sanktion og derefter på ny uden rimelig grund ikke lever op til de krav, som kommunen stiller, fx ved at udvise manglende vilje til at deltage i et tilbud, kan du få en skærpet rådighedssanktion. Hvis du får en skærpet rådighedssanktion, skal kommunen altid samtidigt give dig et åbent tilbud om fx daglige samtaler eller pligt til dagligt at møde op i jobcentret.
En skærpet rådighedssanktion indebærer, at du mister retten til kontanthjælp i en periode på op til 3 måneder. I stedet vil du modtage et tilbud og/eller samtaler, og du får udbetalt kontanthjælp for de dage, du møder frem.
Beskæftigelsesrettet indsats, når du får kontanthjælp
Hvis du ikke kommer i job, vil du senest efter 6 måneder blive mødt med krav om deltagelse i en beskæftigelsesrettet indsats. Mens du deltager i indsatsen, har du pligt til fortsat at søge arbejde og tage imod arbejde, som jobcenteret formidler til dig.
Det kan fx være beskæftigelsesrettede tilbud, hvor du skal arbejde for din kontanthjælp i en nytteindsats. Nytteindsats kan bestå i samfundsnyttige opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Det kan fx være at tage plejehjemsbeboerne med på en ekstra tur, at lave supplerende kundeservice på et hospital ved fx at hjælpe pårørende med at finde rundt eller at gå til hånde og hjælpe en pedel med småopgaver på en uddannelsesinstitution. Kommunen kan iværksætte en nytteindsats, hvis den vurderer, at det er relevant.
Du kan også få andre tilbud, fx ansættelse med løntilskud, virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering, hvis kommunen vurderer, at det er relevant for dig.
Kommunen kan altid kræve, at du arbejder for din kontanthjælp, bl.a. hvis der opstår tvivl om din rådighed.
Formidling af job og aftaler om jobsøgning
Når det er relevant, skal dit jobcenter formidle konkrete og ordinære job til dig, hvis du selv har svært ved at finde et arbejde. Jobcentret kan også indgå aftaler med dig om jobsøgningen og pålægge dig at søge job.