Det må du selv gøre

  • Du må gerne selv lave et anlæg til nedsivning af regnvand. Hvis dit regnvand er koblet på det offentlige kloaksystem, skal du dog have en autoriseret kloakmester til at koble det fra systemet.
  • Du kan også få en kloakmester, en anlægsgartner eller en regnvandskonsulent til at lave hele anlægget. Hvad der er mest hensigtsmæssigt, kommer an på, hvor avanceret dit anlæg skal være, og hvad det må koste.
  • Du skal være opmærksom på, at anlægget skal dimensioneres til at håndtere den gennemsnitlige mængde nedbør. Du skal også sørge for, at vandet har et sted at løbe hen, når det regner rigtig meget (ekstremregn).
  • Der skal være plads nok til at opsamle vandet, indtil det bliver muligt at nedsive det, så dit hus eller din grund ikke bliver oversvømmet. Vandet må heller ikke løbe ind til naboen eller ud på vejen.
  • Du skal have søgt og fået tilladelse til at etablere nedsivning, inden du går i gang med arbejdet. Når arbejdet er udført, skal der sendes en endelig tegning af systemet til kommunen, for at sagen kan afsluttes.

Vi skal bruge resultaterne fra to forskellige undersøgelser for at vurdere, om du må nedsive på din grund – nedsivningstest og grundvandspejling.

 

Luk alle
Åben alle

Nedsivningstest

En nedsivningstest er en undersøgelse af jordens evne til absorbere regnvandet. Med et lille prøvehul, er det muligt at beregne hvor hurtigt vandet siver ned i undergrunden. Hastigheden afhænger af jordens indhold af ler, sand og grus. Nedsivningshastigheden bruges til at vurdere om jorden er egnet til nedsivning. Ved hjælp af beregningerne er det muligt at vurdere størrelse og indretning af nedsivningsanlæg/faskine.

Denne test kan du sagtens selv udføre.

Se hvordan du laver en nedsivningstest

Grundvandspejling

Du skal undersøge, hvor langt der er ned til grundvandet. Testen kræver særligt udstyr, så det kan være, at du skal søge professionel hjælp til opgaven.

Vigtigt - hvis du har en jordbundsundersøgelse, hvor grundvandstande fremgår, behøver du ikke lave grundvandspejling.

Grundvandsstanden er normalt højest i perioden februar til april, så det er i den periode, du bør lave undersøgelsen. Undersøgelsen kan ikke foretages, hvis jorden er frossen. Hvis du laver undersøgelsen udenfor perioden, bør du tage højde for det ved at lægge lidt til resultatet.

Sådan gør du:

  • Find et drænrør eller et almindeligt PVC tagnedløbsrør på omkring 2-3 meter og skær/bor et hul eller rille for hver 25 cm.
  • Bor/grav et hul til røret i din have. Hullet skal minimum være 1 meter dybere end den nederste del af det LAR-anlæg, du ønsker. Hvis du ønsker en faskine, skal du grave en meter dybere end bunden på faskinen - dermed kan hullet nemt blive 2 meter dybt.
  • Placer røret i hullet og lad det står i minimum 3 dage.
  • Grundvandet vil løbe ind i røret via hullerne/rillerne, og du kan efter tre dage se, hvor højt grundvandet står.
  • Reglen er, at bunden på dit nedsivningsanlæg (det kan være en faskine eller et regnvandsbed) minimum skal ligge en meter over højeste grundvandsspejl. 
  • Hvis dit grundvand ligger 1,5 meter fra jordoverfladen, må bunden på dit nedsivningsanlæg højst ligge i en dybde på 0,5 meter.

Kontaktinfo

Jakob Damgaard Frederiksen
Miljø og Klima

Tlf.: 9628 8158
Mail: mikjf@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.