Herning har mange gader og pladser som egner sig til al mulig
aktivitet. Du kan for eksempel arrangere løb, koncerter, cirkus,
tivoli og andre åbne arrangementer.
Du kan ikke reservere en offentlig plads til et privat formål,
som for eksempel et bryllup. Eller til en fest for firmaet.
Vi hjælper dig gerne med at finde den rigtige plads til dit
arrangement.
Brug den digitale løsning i den grønne boks til at søge om lov
til bruge et offentligt areal.
Hvis du har brug for hjælp, så tag et kig på vejledningerne i
den hvide boks "hjælp til selvbetjening".
Retningslinjer for arrangementer
Herning Kommune og Midt- og Vestjyllands Politi kan give
tilladelse til, at gader, torve og pladser anvendes ved særlige
begivenheder og arrangementer, herunder musik, teater, optog,
demonstrationer, udstillinger, sportsarrangementer og lignende.
- Ansøgning om tilladelse til afholdelse af arrangementer skal
indeholde en kort beskrivelse af arrangementet med angivelse af
sted og tid. Desuden skal det oplyses hvem, der er ansvarlig for
arrangementet.
- Ansøgningen sendes til Herning Kommune senest 14 dage før,
arrangementet forventes afholdt.
- Lejlighedsvis alkoholbevilling skal søges hos Midt- og
Vestjyllands Politi.
- Tilladelser til særlig råden over vejareal forudsætter, at de
følgende retningslinier, samt andre relevante love og regler,
følges. Alle medhjælpere og arrangører bedes være bekendt med
nedenstående.
- Tilladelse fra Herning Kommune skal altid kunne forevises på
forlangende.
- Anvisninger fra Herning Kommune og Midt- og Vestjyllands Politi
skal følges, og repræsentanter for myndighederne skal altid gives
ubegrænset adgang til arealet.
- Det er god skik at informere lokalområdet om jeres arrangement.
Sørg for at det er tydeligt, hvem I er, og opstil evt.
informationsstandere med jeres program i dagene op til
arrangementet.
- Tilladelse til opstilling af scener, siddefaciliteter, telte og
lignende i forbindelse med arrangementer, skal fremgå af
ansøgningen.
- Hvis der opstilles store telte (til mere end 150 personer),
eller andre konstruktioner der kan vanskeliggøre flugt, skal det
fremgå af ansøgningen.
- Der skal opstilles mobile toiletter til deltagerne. 1 toilet
pr. 100 deltagere. Toiletterne skal være miljøgodkendte med et
lukket system.
- Skader på belægninger, gadeudstyr, beplantning m.m. forårsaget
af eller i forbindelse med de aktiviteter der er givet tilladelse
til, vil blive udbedret for arrangørens regning. Herning Kommune
kan vælge at opkræve et depositum.
- Området skal holdes pænt dagen igennem, og efterlades rengjort.
Ekstraordinær rengøring/oprydning vil ske for arrangørens
regning.
- Herning Kommunes affaldskurve må ikke benyttes til
bortskaffelse af torvepladsernes affald.
- Arrangementstilladelser gives med henvisning til § 102 i Lov om
Offentlige Veje (lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999 -
særlig råden over vejareal), og under forudsætning af at de
gældende regler og retningslinier overholdes.
- Ulykker eller skader i forbindelse med arrangementet er på
arrangørens ansvar og er Herning Kommune uvedkommende.
- Afspærring af vejarealer forudsætter en afspærringsplan
godkendt af både Herning Kommune og Midt- og Vestjyllands
Politi.
- Parkering er forbudt i parker, samt på torve og pladser.
- Anvendelse af tunge køretøjer (over 3500 kg) kræver en særlig
tilladelse fra Herning Kommune, da der er vægtbegrænsninger på
nogle vejstrækninger og pladser.
- Der må ikke fastgøres noget (f.eks. liner eller plakater) i
belægning, byudstyr og træer.
- Kabler og ledninger skal hæves mindst 2,5 meter over gågader,
fortove og pladser og 4,5 meter over kørebane af
trafiksikkerhedsmæssige årsager.
- Drikkevarer skal altid serveres i engangsemballage (f.eks.
plastbægere).
- Oprydning og rengøring ved større arrangementer er omfattet af
reglerne for erhvervsaffald.
- Der må være musik og deltagerstøj ved arrangementer i de
følgende tidsrum: Søndag til torsdag fra 10.00 til kl. 22.00 Fredag
og lørdag fra 10.00 til kl. 24.00. Dog kan der efter særlig aftale
med Herning Kommune gives dispensation for tidsrummet.
- Se Byens torve og pladser for retningslinier for de enkelte
pladsers belastningsgrad i forhold til dB(A).
- Arrangøren skal sørge for, at støjbelastningen begrænses mest
muligt - især nær boligbebyggelser.
- Tilladelser fra Herning Kommune kan indeholde dispensationer og
specielle påbud forbundet med stedet eller det enkelte arrangements
karakter.
- Arrangøren bedes være opmærksom på, om der er andre krav eller
behov for andre særlige tilladelser fra andre myndigheder i
forbindelse med arrangementet.
- Ved force majeure kan arrangementet flyttes eller aflyses.