Herning Kommune står over for en række udfordringer på skoleområdet. Analysen "Fremtidens skolevæsen i Herning Kommune" fokuserer på tiltag, der kan håndtere udfordringerne og sikre, at de politisk fastsatte mål for Herning Kommunes skolevæsen kan blive opfyldt.
Skolestrukturen i Herning midtby
I forlængelse af analysen "Fremtidens skolevæsen i Herning Kommune" er der udarbejdet en analyse for Herning By - "Midtbyanalysen". Analysen af skolestrukturen i Herning midtby indeholder en statusbeskrivelse, samt forslag til fremadrettede handledele, hvor forskellige
scenarier er indlagt.
Her er udfordringerne
Udfordringerne kan skitseres som værende:
- Elevtal
- Skolebygninger
- Tosprogede elever
- Specialområdet
- Geografisk sammenhængskraft
Skolepolitik for hele skolevæsenet
Herning Kommune udarbejdede i foråret 2008 en skolepolitik for hele skolevæsenet. Fokus er her rettet mod udviklingen af gode og inspirerende læringsmiljøer, der kan udfordre den enkelte elev. Dette skal ske ved at skabe optimale betingelser for både det fysiske og mentale læringsrum.
Forventer fald i elevtallet
Den nyligt udarbejdede elevtalsprognose viser, at der kan forventes et lavere antal elever på kommunens skoler i de kommende 12 år, hvilket ikke står mål med den store bygningsmæssige kapacitet, kommunen råder over. Samlet forventes, der er fald i elevtallet på ca. 400 frem mod skoleåret 2014/2015 og et fald i elevtallet på ca. 800 frem mod skoleåret 2019/2020.
Investering i skolebygninger
I de senere år er der endvidere kommet større krav til skolebygningerne og disses tilstand, hvorfor det er nødvendigt kontinuerligt at investere i bygningerne for at holde dem opdateret. Samlet ligger der hermed en stor økonomisk udfordring i at ressourcerne, der er afsat til skolebygningerne, bliver prioriteret på en måde, hvor bygningsvedligeholdelsen, bygningskapaciteten og elevtallet går hånd i
hånd.
Pædagogiske og økonomiske udfordringer
Elevtallets absolutte udvikling er ikke den eneste udfordring, da der ligeledes har kunnet konstateres en udvikling i elevsammensætningen, hvor tosprogede - og specialelever udgør en fortsat stigende andel af det samlede elevtal. Dette skaber både pædagogiske og økonomiske udfordringer, hvor det enkelte barns udvikling er i centrum, men hvor det særligt på specialområdet er nødvendigt at se på tiltag, der kan bremse de stigende udgifter.
Sammenhængskraft
Herning Kommunes geografiske størrelse udgør en yderligere udfordring, da det er vigtigt at styrke alle områder for at sikre kommunens sammenhængskraft, hvori skolevæsenet er en væsentlig faktor.