Med e-Boks får du en sikker elektronisk postboks, hvor du kan modtage og opbevare de dokumenter, du normalt modtager med posten. Yderligere kan du i e-Boks gemme din dåbsattest, vielsesattest samt andre af dine vigtige og private papirer.
Tilknyttet dit cpr-nummer
E-Boks er tilknyttet dit cpr-nummer og følger dig hele livet, - uanset om du flytter eller skifter e-mail adresse. Du behøver ikke huske nye adgangskoder for at få adgang til dine dokumenter. Brug Digital Signatur, pinkode eller din netbank til at logge på e-Boks.
Hvad kan e-Boks?
Vælg selv, hvilken post du vil modtage elektronisk. Med ganske få klik vælger du selv hvilke virksomheder og offentlige myndigheder, du vil modtage post fra i e-Boks. Du kan modtage posten fra alle landets kommuner, næsten alle banker samt en lang række pensions-, forsikrings-, energi- og teleselskaber. Virksomhederne kan ikke sende andet materiale eller reklame uopfordret til dig i e-Boks.
Arkivér din post
Du vælger selv, hvordan din post skal arkiveres, og kan frit oprette og navngive mapper samt flytte dine dokumenter nemt og enkelt. Når du modtager ny post, kan du arkivere dokumenterne automatisk.
Få besked om ny post
Du behøver ikke at logge dig på e-Boks hver dag for at se, om der er ny post. I stedet kan du vælge at modtage en besked på e-mail, når du har modtaget nye dokumenter.
Dine dokumenter sendes elektronisk
Alle dokumenter sendes elektronisk, som PDF-fil, til din indbakke i e-Boks. PDF-filerne er magen til de breve, du normalt ville have modtaget med posten. Du kan let udskrive dem, hvis du har behov for det.
Sikkerhed
Hos e-Boks har sikkerhed højeste prioritet, og vi tager alle forholdsregler for at sikre dine informationer. e-Boks er underlagt strenge sikkerhedskrav og bliver løbende kontrolleret for at leve op til kravene. Brugen af personnumre i e-Boks er ligeledes underlagt en meget restriktiv lovgivning, og er kontrolleret samt godkendt af Datatilsynet.
Data opbevares i et sikkert datacenter hos KMD, og al kommunikation mellem dig og e-Boks foregår via en krypteret forbindelse, så uvedkommende ikke kan få adgang til de informationer, der udveksles. Du kan derfor være helt tryg ved at benytte e-Boks.
Herning Kommune kan desværre ikke hjælpe dig, hvis du har problemer med e-Boks.