Botilbuddet Mosaikken udvider
Byrådet har afsat penge til en udvidelse af Mosaikken, som er et botilbud til unge og voksne med autismespektrum-forstyrrelser (ASF). På basis af en demografisk fremskrivning, samt en opgørelse over personer som står på venteliste, er det besluttet, at udvide Mosaikken med 10 pladser. Det er tanken, at de fire pladser skal stå til rådighed for svagt fungerende borgere med ASF. Dermed vil Herning kommune i højere grad kunne matche en gruppe af borgere, som man tidligere har måttet købe pladser til udenfor kommunen.
De øvrige seks pladser skal underbygge forståelsen af at bo i eget hjem og modtage bostøtte frem for et institutionsmiljø hos de bedst fungerende borgere med ASF.
Endelig skal det nye byggeri kunne tilpasses det eksisterende byggeri på en sådan måde, at personaleressourcerne kan udnyttes på tværs af tilbuddene.
Tilbud til alle
Der er ikke kun tale om et tilbud til Herning-borgere. Borgere fra andre kommuner kan også søge om en plads på Mosaikken via deres sagsbehandler. Har man eksempelvis et ønske om, at ens barn på sigt skal leve sit voksenliv i Herning, og derved fastholde noget af barnets ”netværk” fra skolegangen på Sønderagerskolen og Åmoseskolen, samt aflastning og ophold på Agerbo, så er der nu mulighed for dette.
Fakta
-
Byggeriet forventes gennemført i 2011/2012, med ibrugtagning ultimo 2012.
-
Herning kommune har købt nabogrunden til Mosaikken på Ringkøbingvej i Snejbjerg.
-
Det nuværende Mosaikken blev opført i 2007 som den sidste etape af Ringkøbing Amts bolighandlingsplan - i samarbejde med Herning kommune.
-
I dag danner Mosaikken rammen om hverdagen for 18 beboere - alle med ASF el. ADHD. Hver beboer har egen 2-rums bolig. Der er 28 ansatte, der i samspil med beboere og pårørende arbejder på at skabe de bedste livsbetingelser for beboerne