Analyse af dagtilbudsområdet
Byrådet har bedt om en analyse på dagtilbudsområdet.
Målet er at finde frem til en struktur, der sikrer, at kommunen også i fremtiden kan tilbyde pasning til sine yngste borgere med hovedvægt på både økonomisk bæredygtighed, pædagogisk og faglig kvalitet, rummelighed og lokal indflydelse.
Fremtidens organisering
Strukturanalysen vil give et bud på, hvordan daginstitutionsområdet fremover skal organiseres og ledes. Der vil blive set på om nogle dagtilbud skal fusionere, eller om nogle institutioner skal lukke.
Også fordelingen af vuggestuer er tænkt ind, det samme er organiseringen af specialtilbud til børn med særlige behov.
Analysen skal også se på hvordan der sikres, at der bliver lokal indflydelse på udviklingen i de enkelte områder af kommunen.
Byrådet tager stilling til april
Strukturanalysen med oplistning af forskellige scenarier, forventes at blive præsenteret for Byrådet i april 2011.
Alle dagtilbud vil på en eller anden måde blive omfattet af strukturanalysen, og i den kommende tid går dagtilbudsledere, bestyrelsesformænd, medarbejdere og embedsmænd i gang med den omfattede analyse af daginstitutionsområdet, der i alt tæller 9.550 børn.