I forhold til børn med særlige behov kommer der til at ske enkelte ændringer i 2011. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) bliver færre medarbejdere og Legeteket bliver nedlagt. Til gengæld ser en ny institutionstype dagens lys til gavn for unge med alvorlige adfærdsvanskeligheder.
Længere ventetid hos talelærere og psykologer
PPR er blevet reduceret med tre fuldtidsstillinger – en pædagog, en psykolog og en talelærer + yderligere, hvad der svarer til knap én stilling. Både talelærere og psykologer er distriktsorganiserede, så her ændres distrikterne, således at den enkelte medarbejder skal servicere flere borgere, hvorfor der bliver en længere ventetid på ydelserne. Størst ved talelærerne.
Ligeledes må en større ventetid påregnes i forhold til PPR pædagogernes arbejde i daginstitutionerne.
Færre børn i specialklasser - "knæk kurven"
PPR udgør en central aktør i forhold til ”Knæk Kurven” idet PPR aktivt medvirker i AKT-satsningen, LP-satsningen og PALS-satsningen, ligesom PPR er involveret i flere evidensbaserede tiltag. PPR er desuden en central aktør i forhold til visitation til Specialpædagogiske foranstaltninger, som jo er en af kurverne, som gerne skal knækkes. Altså PPR skal medvirke til at hjælpe skoler og daginstitutioner med at skabe læringsmiljøer, der kan være gode for flere af de børn, som tidligere er udskilt til specialklasser.
Hvornår sker det?
Besparelserne vil indtræde på forskellige tidspunkter. Grundet sygdom er besparelsen allerede trådt i kraft på talelærernes område. På psykologområdet slår besparelsen igennem til februar 2011 og for pædagogområdet sker det til juni 2011.
I runde tal er besparelserne på lønandelen og følgeomkostninger omkring 1,2 mio. kr. pr. år.
Legeteket lukker
Byrådet har besluttet at lukke Legeteket med udgangen af december 2010.
De, der bliver berørt, er først og fremmest familier med førskole-børn, der har betydelig eller varig nedsat funktion, samt fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre relevante fagpersoner, der anvender materialer fra legeteket i deres stimulation/træning af barnet.
Nedlæggelsen giver en besparelse på 268.000 kr. om året.
MultifunC
Herning får i løbet af 2011 en ny institutionstype - MultifunC - til unge mellem 14 og 18 år med alvorlige adfærdsvanskeligheder og som er på vej ud i kriminalitet og misbrug.
Initiativet går nye veje i bestræbelserne på at højne effekten af indsatsen, samtidig med at det begrænser udgiftsstigningen for børn og unge med særlige behov.
En lille, men dyr gruppe unge
Nye og veldokumenterede internationale erfaringer viser, at disse unge kan hjælpes og deres fremtidige livsvilkår forbedres, hvis der sættes ind med en særlig intensiv behandling, der foregår i denne nye institutionstype. Metoden kaldes samlet for MultifunC (Multifunktionel behandling i institution og nærmiljø).
De unge, der vil blive henvist til institutionen, er en meget lille gruppe, der i dag er henvist til dyre og længerevarende tilbud. En vigtig del af behandlingen handler om, at de unge integreres i lokalsamfundets skole-, uddannelses- og fritidstilbud.
Institutionen etableres i 2011, hvorefter det forventes, at de første unge kan modtages på institutionen i januar 2012.
Servicestyrelsen støtter økonomisk i 3 år
Institutionen etableres i samarbejde med Servicestyrelsen, der giver 7,6 mio. kr. i projektstøtte i perioden 2010-2013. Støtten gives som driftsstøtte i en opstartsperiode, hvor der ikke forventes være fuld belægning.
Det er forventningen, at der fremover årligt kan spares 3,5 mio. kr. på udgifterne til anbringelser og foranstaltninger for unge i Herning Kommune.