Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Årsberetning 2008

Den kommunale økonomi vil til alle tider være påvirket af to væsentlige faktorer – hvor gode vi selv er til at disponere over vores midler, og hvad der sker i det samfund, der omgiver os.

Ekstra stram styring

2008 blev i Herning Kommune præget af en ekstra stram styring som følge af årets finanslovsaftale. Aftalen betød i meget grove træk, at kommunerne ikke kunne gøre brug af de penge, vi havde sparet op i tidligere år.

Samtidig blev vi holdt fast på, at vi ikke måtte overskride vores driftsbudgetter. Overskridelser af budgettet ville ifølge aftalen blive modregnet med et tilsvarende beløb i 2009. Derfor satte vi i løbet af foråret endnu mere fokus på at styre udgifterne, end vi plejer. Og resultatet blev, at vi i Herning Kommune kom i mål med en enkelt procents nøjagtighed i forhold til budgettet.

Meget godt for pengene

Men 2008 blev ikke kun et år med ekstra skarpt øje på udgifterne. Det blev også et år, hvor vi igen fik rigtig meget godt for pengene – både i form af daglig drift og service og i form af investeringer, der kommer til at række langt ind i fremtiden.

Vi fik for alvor sat skub i byggeriet af DGI-Parken, som i 2010 kan indvies med blandt andet vandkulturhus, hotel og parkeringskælder midt i Herning. En flere år lang og omfattende renovering og modernisering af plejehjemmet Vesterled blev afsluttet og en endnu større modernisering og udvidelse af plejehjemmet Lindegården sat i gang.

Moderne skole og IT-satsning

Samtidig blev de første penge frigivet til en ny og moderne skole i Tjørring. Og hele folkeskoleområdet er nu med i den IT-satsning,
som den gamle Herning Kommune indledte i 2005, hvor alle elever i 3. klasse bliver udstyret med en computer, og hvor pc'erne bliver brugt som et aktivt redskab til vidensdeling og læring.

I Kibæk blev et helt nyt bibliotek indviet i april, og både i Kibæk, Vildbjerg og Aulum etablerede Herning Bibliotekerne i løbet af året decentrale IT-brugercentre. Ved Vildbjerg kunne vi i øvrigt også tage en meget længe ventet sideudvidelse af Trehøjevej i brug.

Sund drift og stærk økonomi

Herning Kommune er fortsat en kommune med en sund drift og en stærk økonomi. En kommune, der mener det alvorligt, når vi siger,
at vi vil være et godt sted at leve, bo og arbejde. Uanset om man er ung eller gammel. Og skal man tage befolkningstallet til indtægt, går
det ret godt. I hvert fald blev vi i løbet af året 1.009 borgere mere i kommunen.

Samtidig vil vi også være kendt som en egn, man har lyst til at besøge. Derfor satser vi bevidst på at understøtte gode initiativer,
ligesom vi arbejder aktivt for at tiltrække de store events, der er med til at sætte kommunen på landkortet – ja nogle gange sågar på verdenskortet.

Store begivenheder

I 2008 gav det blandt andet genlyd, da Herning var vært for et vellykket EM i badminton, og fremover kan borgere og gæster forvente sig flere af de helt store begivenheder indenfor blandt andet idræt og musik.

Denne årsberetning har til formål at give kommunens borgere et overordnet indtryk af Herning Kommunes økonomiske virksomhed og indsatsområder.

Herudover skal årsberetningen give mulighed for indsigt i, hvordan ressourcerne på de forskellige områder er blevet anvendt i regnskabsåret 2008. Interesserede borgere kan få yderligere information om enkeltheder i regnskabet ved at kontakte kommunens afdeling for Koncern Økonomi.

Lars Krarup (V)
Borgmester

Siden er opdateret den 13. december 2011
Sideansvarlig: Webredaktionen, Herning Kommune
Ris og ros til siden?

Ris og ros til siden?

Mangler du oplysninger på siden, er der fejl eller er siden god og brugbar? Så vil vi meget gerne høre din mening.

Udfyld og send nedenstående formular. Din mening vil blive brugt i vores løbende arbejde med at forbedre herning.dk.

Bemærk at alle felter skal udfyldes.

Kontakt

Regnskabsservice
Rådhuset, Torvet
7400 Herning

Kontaktperson
Jan Knudsen
Tlf.: 96 28 22 65
E-mail: brcjk@herning.dk