Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Herning Kommune og lærerne skriver historie

De ældste skoleelever i Herning Kommunes folkeskoler får nu markant flere undervisningstimer.

De ældste skoleelever i folkeskolen får nu markant flere undervisningstimer. Foto: Flemming Hansen / Herning Folkeblad.

04. september 2012

Syv timers undervisning mere om ugen til de ældste skolebørn. Det er indholdet i den banebrydende aftale, som Herning Kommune og Herningegnens Lærerforening netop har indgået.

Herning Kommunes slogan er, at ”I Herning er alle muligheder åbne.” Den talemåde lever Her-ningegnens Lærerforening og Herning Kommune op til på bedste vis.

De to parter har netop indgået en historisk aftale, som sikrer syv ekstra undervisningstimer om ugen til de ældste klassetrin i Herning.

Dermed kommer timetallet i Herning Kommunes folkeskoler op over Undervisningsministeriets vejledende timetal. Det koster cirka fem millioner kroner om året at løfte timetallet så markant. Herning Kommune lægger halvdelen af beløbet, den anden halvdel leverer lærerne ved at finjustere en række detaljer i overenskomsten med kommunen.

Hernings borgmester Lars Krarup er yderst tilfreds med aftalen:
- Med denne aftale opruster vi markant på folkeskoleområdet. Der er stor fokus på, at vores børns faglighed skal være i orden, når de forlader folkeskolen. Med denne aftale viser vi, at vi i Herning Kommune tager den opgave alvorligt, siger Lars Krarup.

Han roser Herningegnens Lærerforening for at have vist vilje til at se på udfordringen sammen med kommunen.

- Vi har fundet en løsning i fællesskab. Historisk har vi løst mange udfordringer her i Herning Kommune på den måde, og nu gør vi det igen, siger Lars Krarup.

Også Helen Sørensen, formand for Herningegnens Lærerforening, er tilfreds:

- Vi har taget handsken op, efter at byrådet i Herning Kommune sidste år gav udtryk for, at man var parat til at investere i folkeskolen. Vi har kigget overenskomsten efter med lup og har fundet en mulighed for at nå de vejledende timetal fra 6.-9. klassetrin. Det, synes jeg, er meget vigtigt og-så set i lyset af, at der fra regeringens side er fokus på, at flere unge skal gennemføre en ungdoms-uddannelse.