26. september 2012
Det lokale bankråd har besluttet at støtte de 100 dages jubilæumsfest næste år med en økonomisk indsprøjtning på 250.000 kroner
I forbindelse med 100 års jubilæet i 2013 for Herning som købstad har Nordea besluttet at give en økonomisk håndsrækning på 250.000 kroner til nogle af de mange aktiviteter og arrangementer, som skal markere den runde fødselsdag.
Fælles udviklingshistorie
- I sammenligning med mange andre byer er Herning jo ung, da vi ”kun” kan fejre 100 års købstadsjubilæum i det kommende år. Men når jeg ser på Herning i dag, viser det til gengæld den kolossale udvikling, som byen og hele egnen har foretaget de sidste 100 år, siger områdedirektør Hans Henrik Okstrøm, der samtidig peger på, at Nordea har været med hele vejen i den udvikling – først som Hammerum Herreds Spare- og Laanekasse, siden som Sparekassen SDS, Unibank og nu Nordea.
- Set i lyset af den fælles udviklingshistorie, var Nordea og Nordea-fonden ikke sen til at sige ja til en forespørgsel fra formanden for jubilæumskomitéen Helge Sander, og vores bankråd har udvist stor interesse og velvilje, så vi sammen har fundet disse midler fra Nordea-fonden til at støtte den store begivenhed. Der er simpelthen så mange ideer i og omkring Herning, som vi gerne vil slutte op om, fortæller Okstrøm.
En dejlig håndsrækning
Jubilæumskomitéens formand, Helge Sander, er selvsagt glad for den håndgribelige opbakning:
- Vi har jo sat overliggeren lidt højt ved at planlægge en fest, der skal vare 100 dage og rumme 100 arrangementer, som til sammen skal fejre både Hernings fortid og fremtid. Ideer er der heldigvis masser af. Men det kræver også en del penge at realisere dette overflødighedshorn af oplevelser for egnens borgere. Derfor betyder Nordea-fondens håndsrækning rigtig meget for os, siger Helge Sander.
Første projekter klar
De første to projekter, der får glæde af Nordea-fondens donation, er allerede fundet. Efter indstilling fra jubilæumskomiteen giver bankrådet tilskud til Herning Kirkes Drengekor, der sammen med det verdensberømte St. John’s Chapel choirs og Aarhus Symfoniorkester opfører Haydns ”Skabelsen” og til Herning Museum, der opretter en særudstilling om den særlige ”Herning-ånd”.
- Begge arrangementer er rigtig gode repræsentanter for Det Gode Liv, som Nordea-fonden støtter inden for sundhed, motion, natur og kultur, siger områdedirektør Hans Henrik Okstrøm.