Lars Krarup, Hernings borgmester, er yderst tilfreds med, at hele byrådet står bag budgetforliget for 2013.
Et samlet byråd i Herning Kommune står bag det budgetforlig, som blev indgået søndag aften den 23. september. Overordnet ser Herning Kommunes økonomi fornuftig ud, og der er da også i forliget blevet plads til en række nye initiativer samtidig med, at serviceniveauet opretholdes. Mest iøjnefaldende er nok beslutningen om at flytte biblioteket i Herning fra udkanten af centrum lige ind midt i byen, kun få meter fra Torvet. I en bygning, som i øjeblikket står tom, skal nu indrettes et topmoderne bibliotek, som kan alt det, et moderne bibliotek skal kunne – og mere til. Projektet koster i omegnen af 80 millioner kroner. Også en række hal-udvidelser og -renoveringer springer i øjnene i forliget, som samtidig tager hul på omfattende energirenoveringer af en række kommunale bygninger. På folkeskoleområdet tilføres flere undervisningstimer på alle klassetrin fra 3.-9. årgang. Her er der tale om et historisk løft, som sender Herning Kommunes folkeskoler på eller over det vejledende timetal for samtlige årgange. Budgetforliget betyder, at skoleeleverne tilsammen får næsten ti ekstra undervisningstimer om ugen.Borgmester Lars Krarup (V) glæder sig over aftalen:- Jeg er yderst tilfreds med, at der igen står et samlet byråd bag budgetforliget, som virkelig peger fremad. Vi løfter vores folkeskoler markant, og vi sætter gang i en række spændende, nye byggerier og anlæg. Ikke mindst det kommende, nye bibliotek, som vil blive en magnet i midtbyen. Alt i alt er der tale om en aftale med fine, langsigtede perspektiver for Herning Kommune, siger borgmesteren. Budgetforliget har et samlet anlægsbudget for årene 2013-2016 på cirka 700 millioner kroner.