Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Borgmester er stolt efter erhvervskåring

DI-kåring i Herning
05. september 2012

Herning er den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark, fastslår Dansk Industri. Hernings borgmester Lars Krarup glæder sig.

Først i september var de helt store smil fremme i Byrådssalen på Hernings Rådhus, hvor Herning blev kåret som den mest erhvervsvenlige kommune i Danmark.

Det er Dansk Industri, der for tredje år i træk har taget temperaturen på det lokale erhvervsklima rundt i kommunerne gennem en stor analyse, der både rummer objektive målinger og en lang række virksomheders vurderinger af kommunernes indsats.

De seneste to år har Ikast-Brande Kommune ligget i spidsen af undersøgelsen, mens Herning har haft andenpladsen blandt alle landets kommuner.

De to midtjyske kommuner deler stadig toppen af undersøgelsen, men har i år byttet om på rækkefølgen.

- Jeg er stolt over, at en lang række virksomheder oplever os som en rigtig god samarbejdspartner. Og stolt over endnu engang at opleve, at ”Herning-modellen” virker – den model, vi nok efterhånden er kendt for i flere sammenhænge, fordi vi som egn har evnen og viljen til at arbejde med fælles mål og stå sammen, sagde borgmester Lars Krarup efter kåringen.

I rykker når der er kunder i butikken

Den lokale formand for Dansk Industri, der samtidig også er formand for Herning & Ikast-Brande Erhvervsråd, Jens-Ole Aagaard Jensen, ønskede ved overrækkelsen både Hernings byråd og kommunens medarbejdere tillykke med førstepladsen.

- I er gode til at skabe samarbejde med erhvervslivet. I er stærke i forbindelse med tiltrækning af nye virksomheder. I rykker simpelthen, når der er nye kunder i butikken. I er stærke til iværksætteri. Og samtidig understøtter I eksisterende virksomheder med blandt andet hurtig sagsbehandling og en proaktiv rådgivning, sagde Jens-Ole Aagaard Jensen.

84 procent ville anbefale Herning

Herning Kommune er gået frem i syv af de 11 kategorier, som virksomhederne i Lokalt Erhvervs-klima 2012 har bedømt kommunen ud fra.

Og virksomhedslederne er især mere positive end sidste år, når det gælder kommunens evne til at skaffe de kvalificerede medarbejdere, der er brug for i virksomhederne. Her er Herning Kommune rykket 25 pladser frem siden sidste år.

Samtidig viser undersøgelsen også, at 84 procent af kommunens virksomheder ville anbefale andre virksomheder at slå sig ned i kommunen.