
Borgmester Lars Krarup er til stede ved borgermøderne om kommuneplanen og svarer på spørgsmål fra de fremmødte. Dem var der mange af i Vildbjerg.
25. oktober 2012
Forslag til Kommuneplan 2013-2024 diskuteret på livligt møde i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter
Der måtte findes ekstra stole frem, da der onsdag aften den 24. oktober var borgermøde i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter. Det er nu, borgerne har mulighed for at påvirke arbejdet med Kommuneplan 2013-2024, og det benyttede cirka 100 beboere fra Vildbjerg, Vind, Sørvad, Ørnhøj, Abildå og Timring sig af.
Forslaget til kommuneplan lægger op til et gennemsnitligt boligbyggeri i Vildbjerg på 25 boliger om året. Det var et naturligt diskussionsemne på mødet, ligesom forslaget om at give mulighed for at etablere en udvalgsvarebutik på op til 4000 kvadratmeter i Vildbjerg var et tema.
På Vildbjerg-kanten er det de senere år gået fremad med antallet af indbyggere. Vildbjerg har alene fået 212 flere indbyggere over de seneste fem-seks år, og også Timring og Sørvad er gået pænt frem. De øvrige bysamfund holder nogenlunde status quo.
Borgmester Lars Krarup og repræsentanterne fra kommunens forvaltning måtte svare på en lang række spørgsmål fra salen efter præsentationen af selve kommuneplanforslaget, og flere konkrete forslag blev det også til fra de fremmødte.
Det er imidlertid en vigtig pointe ved borgermøderne, at ideer og forslag fra borgerne til kommuneplanen skal indsendes skriftligt i et brev eller via e-mail, hvis de skal indgå i det videre arbejde.
Næste borgermøde er onsdag den 31. oktober på Søgården i Sunds, hvor det gælder områderne Sunds, Sinding/Ørre, Simmelkær og Ilskov.