
Der skal anlægges vej for mellem 2,3 og 3,9 milliarder kroner, når motorvejen mellem Herning og Holstebro skal realiseres.
21. juni 2012
VVM-redegørelsen for motorvejen mellem Herning og Holstebro er klar.
Den såkaldte VVM-redegørelse for en kommende motorvej mellem Herning og Holstebro er nu blevet offentliggjort. Redegørelsen arbejder med et hovedforslag, som koster 2,3 milliarder kroner. Hovedforslaget omfatter en motorvej fra Holstebro syd til Herning nord (Sundsvej) og en to-sporet landevej vest om Herning mellem rute 18 og 15.
Den store løsning, som mange midt- og vestjyder gerne ser, fra Holstebro Nord til sydvest for Herning, vil koste 3,9 milliarder kroner at etablere.
Hernings borgmester Lars Krarup noterer, at VVM-redegørelsen er endnu et skridt i den rigtige retning omkring realiseringen af motorvejen:
- Fra nu af og til efteråret, hvor der - som det ligger nu - vil blive taget endelig beslutning om linjeføringen, er opgaven fortsat at arbejde for den store løsning fra Holstebro Nord til sydvest for Herning, siger Lars Krarup.
- Den løsning vil være til stor gavn for erhvervslivet, pendlerne, det kommende superhospital og borgerne i hele det midt- og vestjyske område, siger borgmesteren.
- Viser det sig umuligt at realisere, skal vi som minimum arbejde for at få gennemført det, der i rapporten kaldes for Tilvalg 3-løsningen, som vil sikre motorvej sydvest om Herning, siger Lars Krarup.
Tilvalg 3 koster 439 millioner kroner mere end selve hovedforslaget.