Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Lone Lyrskov ny kommunaldirektør i Herning

Lone Lyrskov

Lone Lyrskov bliver ny kommunaldirektør i Herning.

01. februar 2012

Efter knap seks år som kommunaldirektør i Glostrup Kommune vender Lone Lyrskov tilbage til Herning, hvor hun er vokset op.

Herning Kommune får 1. marts ny kommunaldirektør. Det bliver 43-årige Lone Lyrskov, som kommer fra et job som kommunaldirektør i Glostrup Kommune.

Lone Lyrskov vender dermed tilbage til den by, hvor hun er vokset op. Hendes forældre bor stadig i Snejbjerg, og Lone Lyrskov har derfor bevaret kontakten til Herning i de 22 år, hvor hun har boet andre steder i Danmark.

- Herning-ånden er jo fantastisk. Den har jeg altid kunnet mærke, når jeg har besøgt mine forældre. Det er en energi, en samhørighed. Noget, man har sammen, når man bor i Herning-området. Det glæder jeg mig meget til at blive en del af, siger Lone Lyrskov.

Lone Lyrskov blev valgt til stillingen frem for 11 andre kandidater i et meget stærkt ansøgerfelt. Hun flytter nu til Herning med sin mand, som er chefkonsulent ved Cowi, og deres to børn. Hendes 14-årige søn er sådan set allerede flyttet – han går nemlig på idrætsefterskolen i Ikast.

­- Jeg vælger ikke Glostrup fra, men Herning til. Jeg ser frem til at lede arbejdet i en kommune, hvor der er lidt flere kræfter, lidt flere muskler, end der er i en lille kommune som Glostrup, siger Lone Lyrskov.

Hernings borgmester Lars Krarup er yderst tilfreds med udsigten til at få Lone Lyrskov ved roret i Herning.

- Vi får en yderst kompetent kommunaldirektør, som allerede har vist sit værd i en række kommunalpolitiske sammenhænge, og som evner at inspirere og sætte dagsordener. Samtidig kender hun området qua sin opvækst i Herning, siger Lars Krarup.