Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Myter og misforståelser omkring dagplejen

Baby

Hvis man bor i Tjørring og foretrækker at få sit barn passet hos en dagplejer, vil man fortsat kunne finde pasningsmuligheder i nærområdet.

23. januar 2012

Det vil fortsat være muligt at få sit barn passet hos en dagplejer i Tjørring-området, understreger udvalgsformand.

Herning Kommune siger til august farvel til otte dagplejere i Tjørring-området. Det sker, fordi 40 nye vuggestuepladser er på vej i forbindelse med den nye skole, og fordi børnetallet er faldende.

Men det vil fortsat være muligt at få sit barn passet i dagplejen, fastslår Joan Hansen, (V), formand for Herning Kommunes Børne- og Familieudvalg.

- Det frie valg mellem dagpleje og vuggestue gælder også i Tjørring. Indtil vi med sikkerhed ved, hvor mange der vil gøre brug af de nye vuggestuepladser, stiller vi det nødvendige antal dagplejepladser til rådighed. Hvis der så permanent er behov for flere dagplejepladser, når situationen har stabiliseret sig, så skaffer vi dem, siger Joan Hansen.

Der vil således stadig være masser af dagplejere tilbage i Tjørring-området – også til efteråret. Og de vil arbejde efter nøjagtig samme forhold som dagplejerne andre steder i kommunen: I gennemsnit vil de skulle passe fire børn.

- Der gælder fuldstændig de samme regler for dagplejerne i Tjørring som for alle andre dagplejere, slår Joan Hansen fast.

Hun er ked af, at diskussionen om fremtidens dagtilbud i Tjørring er endt med at være præget af myter og misforståelser.

- Jeg forstår godt, der er mange følelser i spil. Men lige præcis i den situation er det vigtigt at huske at forholde sig til fakta, siger Joan Hansen.