Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Nu bliver det lettere at bruge byen

Streetsoccer

Jo mere aktivitet rundt omkring på gader og torve i Herning, jo bedre. Det er tanken bag hjemmesiden www.brugbyen.herning.dk.

09. januar 2012

Fremover er du kun ét klik væk fra hjælpen, hvis du vil skabe aktivitet på Hernings gader og torve.

Der skal ske noget i Herning. På pladser, torve og i gågaden.

Derfor gør Herning Kommune det nu langt lettere for borgere, eventmagere og andre arrangører at skaffe de nødvendige tilladelser til at sætte gang i aktiviteter rundt omkring i byen.

Med den nye hjemmeside, www.brugbyen.herning.dk, er du kun ét klik væk fra hjælpen. På hjemmesiden kan du fortælle om det projekt eller det arrangement, du er ved at forberede. Så klarer kommunen resten af arbejdet med at skaffe de nødvendige godkendelser.

- Vi vil gerne have, at byen bliver brugt endnu mere, end det er tilfældet i dag. Jo mere liv, der er på gader og torve, jo mere attraktivt bliver det at besøge Herning, siger Kent Falkenvig, (V), formand for Byplanudvalget i Herning Kommune.

- Vi forsøger simpelthen at gøre det så let som overhovedet muligt at søge om tilladelse til et arrangement. Det, håber vi, vil afspejle sig i aktivitetsniveauet, ikke mindst i bymidten.

Hidtil har man som ansøger skullet forholde sig til blandt andet både et gågaderegulativ og et torveregulativ. Med www.brugbyen.herning.dk er det slut med at bøvle rundt mellem de forskellige regler og paragraffer. Èn hjemmeside tager sig af det hele.

- Hidtil har man skullet vide, hvor man skulle søge. Simpelthen fordi de forskellige forvaltninger har stået for administrationen af forskellige dele af bymidten i Herning. Nu gør vi det hele meget lettere at finde rundt i, siger Kent Falkenvig.

Den nye, langt lettere, adgang til at skabe aktivitet i Herning åbnede ved årsskiftet.