Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Hæder til en ildsjæl

Frivillig

Bent Rysbjerg tildeles Herning Byråds frivillighedspris 2011.

15. november 2011

77-årige Bent Rysbjerg blev tirsdag den 15. november tildelt Herning Byråds pris for frivilligt arbejde.

Herning Byråds frivillighedspris går i 2011 til 77-årige Bent Rysbjerg. Han får prisen for sin utrættelige indsats som igangsætter, tovholder og ildsjæl for en lang række foreninger i Herning-området.

Blandt andre Ældresagen, hvor Bent Rysbjerg er formand, FDF, Herning Flyveplads og Herning Frivillig Center har nydt godt af den aktive herningensers frivillige arbejdskraft.

- Når man tænker på, at du er tæt på 78 år, bliver man helt forpustet. Du er én af de ildsjæle, der gør os andre stolte af at bo i Herning Kommune. Du viser i ord og handling, at vores slogan – I Herning er alle muligheder åbne – ikke er tom snak. Med dit engagement, din iderigdom og viljestyrke gør du hver dag en stor forskel for en lang række mennesker, sagde borgmester Lars Krarup blandt andet i sin tale til Bent Rysbjerg.

Prisen blev overrakt i byrådssalen. Udover hæderen består prisen også af et diplom og en check på 5000 kroner. Frivillig-prisen blev indstiftet i 2001 og blev således uddelt for 11. gang. Sidste år gik prisen til værestedet Den Blå Mølle i Kibæk.