Stakroge
Stakroge er en lille by, som ligger mellem Sdr. Felding og Sdr. Omme. Her er gode vejforbindelser til de øvrige byer i Herning Kommune, og det tager ca. ½ time at køre til Herning og under en halv time at komme til Kibæk, Skjern, Brande, Grindsted og Sdr. Omme.
I Stakroge har vi en lang række af de faciliteter, som gør en landsby attraktiv at bo i. Vi har blandt andet en integreret børneinstitution og stadion, hvor der spilles fodboldgolf, beachvolley og petanque. I byen er der et aktivt foreningsliv samt et Kultur- og Beboerhus, hvor vi mødes til foredrag, fællesspisning og andre festlige arrangementer, som for eksempel Sct. Hans og julestue.
I forbindelse med Købmandsgården forefindes en internetcafé. Udover kursusvirksomhed i caféen holder også fotoklubben til her.
Den integrerede børneinstitution holder til i den nedlagte skole, hvor der også afholdes gymnastik, zumba og spilles badminton.
I Stakroge finder man også en købmand, en smed, en mekaniker og et par andre virksomheder.
Vest for byen ligger Ilderhede kirke.
Kommer du cyklende sydfra gennem Grindsted og Sdr. Omme, kan du færdes helt trygt på cykelstier og mindre trafikerede veje gennem Stakroge til Sdr. Felding og videre til Borris og Skjern.