Hvad laver en SOSU?
Social- og Sundhedshjælpere er typisk ansat på plejecentre og i hjemmeplejen. Her varierer arbejdsopgaverne fra praktisk hjælp i ældre borgeres hjem over pleje af kræftsyge patienter til sociale aktiviteter og samvær med beboerne på plejecentrene.
Social og Sundhedshjælperuddannelsen er for dig, der gerne vil uddanne dig inden for et fag, der giver mening. Et fag, hvor omsorg og faglig dygtighed er dine redskaber i arbejdet med mennesker inden for ældreplejen.
Som Social- og Sundhedsassistent har du også mulighed for at blive ansat på hospitaler og i psykiatrien. Her er opgaverne typisk mere specialiserede. Udover daglig pleje af patienter inkluderer opgaverne også for eksempel sårpleje, at give medicin samt at rådgive og vejlede.
Formålet med uddannelsen er, at du udvikler dine faglige og personlige kompetencer, så du får forudsætningerne for selvstændigt, og i samarbejde med andre, at kunne varetage pleje- og omsorgsopgaver på sygehus, i psykiatrien og i den kommunale sektor.
Uanset hvor du vælger at blive ansat, kan du være sikker på, at din hverdag bliver fyldt med ansvar og varierende arbejdsopgaver – og at der altid er plads til et godt grin.