Administrationen har foretaget budgetopfølgning på grundlag af det konstaterede forbrug pr. 31. marts 2012. Redegørelsen for resultatet af budgetopfølgningen følger den kendte resultatopgørelse, jf. bilag 1.
Den skattefinansierede drift viser et forventet resultat på 161,1 mio. kr. Det er en positiv afvigelse på 33,5 mio. kr. i forhold til korrigeret budget.
I relation til sanktionslovgivningen (målt op imod det vedtagne budget) forventes et samlet resultat på servicedriftsudgifterne på 3.471 mio. kr. Dermed forventes en positiv afvigelse (mindreforbrug) på 52,7 mio. kr. i forhold til det vedtagne budget. Heri indgår den budgetlagte buffer på 40 mio. kr. Hvis der ses bort fra budgetbufferen forventes et mindreforbrug på 12,7 mio. kr. i forhold til vedtaget budget.
På anlæg forventes et forbrug på 423,7 mio. kr., hvilket svarer til, at hele det oprindelige budget og overførslerne bruges.
Tidligere års erfaringer har vist, at der typisk overføres op til 100 mio. kr. i uforbrugte anlægsmidler. På nuværende tidspunkt efter årets første tre måneder er der forbrugt 6,8% i forhold til forventet regnskab. På den baggrund er det den overordnede vurdering i forbindelse med denne budgetopfølgning, at der også i 2012 vil blive søgt overført et betydeligt beløb til 2013.
På jordforsyningsområdet forventes det at realisere indtægter svarende til det vedtagne budget på 49,3 mio. kr. i 2012. Der er overført en mindreindtægt fra 2011 til 2012 på 15,9 mio. kr. Denne indtægt forventes ikke at kunne realiseres i 2012.
Det samlede resultat af drift og anlæg viser et forventet resultat på -302,9 mio. kr., hvorved resultatet afviger med et merforbrug på 86,7 mio. kr. i forhold til korrigeret budget. Resultatet kan primært tilskrives de overførte midler fra 2011, der endnu ikke er indregnet i det korrigerede budget, men som er med i vurderingen af regnskabet.
Finansieringen viser en forventet merindtægt/mindreudgift på netto 52,3, der primært skyldes, at nettolåneoptagelsen vedr. kvalitetsfondsprojekter og ældreboliger forventes at blive ca. 50 mio. kr. større end vedtaget budget.
Samlet set forventes et likviditetstræk på 51,5 mio kr., hvilket er 38,5 mio. kr. mere end oprindelig budgetlagt.
Nedenfor gennemgås de forskellige indtægts- og udgiftsområder. En detaljeret gennemgang af regnskabsoversigt samt resultatopgørelser for alle drifts-, anlægs- og finansieringskonti fremgår af vedlagte bilag 2-4. For en mere udførlig gennemgang af budgetopfølgningerne for de enkelte udvalg henvises til udvalgenes egen behandling af sagerne.
Indtægter
Der forventes netto mindreindtægter på 3,3 mio. kr. Heri er hovedposterne mindreindtægter på 6,0 mio. kr. vedr. grundskyld, mens der modsat forventes merindtægter på 3,0 mio. kr. vedr. dødsbobeskatning og dækningsafgiftens forskelsværdi.
Drift
Det forventede driftsregnskab for 2012 på udvalgenes opfølgninger fremgår af bilag 2. På driftssiden forventes i regnskab 2012 et mindreforbrug på 27,9 mio. kr., jf. tabel 1.
Tabel 1: Driftsudgifter, udvalgsopdelt (bemærk tabellen er eksl. forsyningsvirksomhed)
![[image]](/dagsorden/herning_byraad/19-06-2012/Dagsorden(ID27)/Ressourcer/350fbf2e-fc61-4e3e-a4e1-000b1bb0d1a4.jpg)
Som det fremgår af tabellen forventes merforbrug i Teknik- og Miljøudvalget samt Børn- og Familieudvalget. Merforbrugene skal ses i lyset af de overførte midler, idet de pågældende udvalg forudsætter, at dele af de overførte driftsmidler anvendes.
Det gør sig også gældende for Økonomi- og Erhvervsudvalget, når der ses bort fra den budgetterede buffer på 40 mio. kr. til at imødegå sanktionsloven. For Beskæftigelsesudvalget og Forebyggelsesudvalget vedrører merforbrugene hhv. overførselsudgifter og udgifter vedrørende den aktivitetsbestemte medfinansiering, der ikke er underlagt sanktionslovgivningen.
Social- og Sundhedsudvalget udviser et samlet mindreforbrug på 22,9 mio. kr., der fordeler sig med et mindreforbrug på 8,8 mio. kr. på serviceområde 13 Handicap og Psykiatri samt et mindreforbrug på 14,0 mio. kr. på serviceområde 18 Sundhed og Ældre. I det forventede regnskab er indeholdt forbrug af centrale overførsler fra 2011 med i alt 3,9 mio. kr., hvormed et mere retvisende resultat for serviceområdet er et mindreforbrug på 17,9 mio. kr.
Det forventede mindreforbrug i 2012 skal ses i lyset af dels den varige effekt af 2011-mindreforbruget modregnet merudgift til friplejehjem på Serviceområde 18, Sundhed og Ældre og dels sparede afdrag på 2010-gæld på både Serviceområde 13, Handicap og Psykiatri og Serviceområde 18, Sundhed og Ældre som følge af, at gælden er afviklet i 2011. Social- og Sundhedsudvalget indstiller til Økonomi- og Erhvervsudvalget, at emnerne i forbindelse med forårsopfølgningen håndteres som følger:
Rammen på Serviceområde 18, Sundhed og Ældre korrigeres i 2012 for varig effekt af 2011-mindreforbruget svarende til 18 mio. kr. og samtidig for merudgift på 9,5 mio. kr. vedrørende friplejehjem, hvormed der sker samlet reduktion på 8,5 mio. kr. i 2012.
Der modregnes ikke i korrektionen vedrørende friplejehjem kapacitetstilpasning af egne pladser i 2012, idet der endnu ikke er truffet politisk beslutning om, hvorledes tilpasningen skal ske. Emnet indgår i budgetlægningen for 2013. Såfremt de tiltag, der iværksættes, får effekt allerede i 2012, revurderes sagen.
Der foretages ikke på nuværende tidspunkt korrektioner i forhold til de sparede afdrag. Social- og Sundhedsudvalget ønsker at prioritere midlerne til udviklingstiltag på de to serviceområder med henblik på fremadrettet optimering.
På Beskæftigelsesudvalgets område forventes et merforbrug på 15,6 mio. kr. De væsentligste afvigelser skyldes lovændringer på kontanthjælpsområdet, der påvirker de gennemsnitlige udgifter pr. kontanthjælpsmodtager, samt et stigende antal kontanthjælpsmodtagere. Dermed er de væsentligste afvigelser inden for det budgetgaranterede område.
I det forventede regnskab er de økonomiske konsekvenser af planen til forandring af beskæftigelsesindsatsen indregnet (10 mio kr i 2012). Den endelige opfølgning på reduktions- og afviklingsplanen (7,8 mio. kr. besluttet i forbindelse med efterårsopfølgningen 2011) sker i forbindelse med halvårsregnskabet.
For Kultur- og Fritidsudvalget vedrører mindreforbruget 1,2 mio. kr. på bibliotekerne.
På Forebyggelsesudvalgets område vedrører merforbruget primært den aktivitetsbestemte medfinansiering, der ikke er underlagt sanktionslovgivningen. I den forbindelse bemærkes det, at der med overførslerne fra 2011 bl.a. vil blive overført et yderligere merforbrug på 2,6 mio. kr. vedr. den aktivitetsbestemte medfinansiering for 2011. Beløbet blev besluttet overført i forbindelse med efterårsopfølgningen 2011 i forventning om, at der sker efterregulering af området i forbindelse med økonomiaftalen. Beløbet vil blive revurderet i forbindelse med halvårsregnskabet.
Sanktionslovgivning
En opgørelse af servicedriftsudgifterne fremgår af tabel 2 nedenfor. Som det fremgår af tabellen forventes et mindreforbrug på servicedriftsudgifterne på 52,7 mio. kr., hvorved kommunen under ét ikke står til at overskride den udmeldte ramme. Ses der bort fra den budgetlagte buffer på 40 mio. kr. forventes et mindreforbrug på 12,7 mio. kr.
Tabel 2: Opgørelse af servicedriftsudgifter
Anlæg
På anlægssiden (eksklusiv jordforsyning og renovation) forventes et resultat på 423,7 mio. kr., jf. tabel 3. Dermed forventes det, at anlægsområdet inklusiv overførsler balancerer i 2012, idet alle de overførte midler forventes anvendt
Tabel 3: Anlægsudgifter, udvalgsopdelt
![[image]](/dagsorden/herning_byraad/19-06-2012/Dagsorden(ID27)/Ressourcer/836c99aa-63a6-4b7b-a9e3-09d6210d11b1.jpg)
Erfaringen fra tidligere år har vist overførsel af ubrugte anlægsmidler i et omfang på 100 - 150 mio. kr. i perioden 2008 og 2011. Set i lyset af den lave forbrugsprocent målt i forhold til forventet regnskab på 6,8 % efter 1. kvartal er det den overordnede vurdering, at der også i år vil blive søgt overført et betydeligt beløb på anlægsområdet.
Jordforsyning
På jordforsyningsområdet forventes en netto mindreindtægt/merudgift på 7,6 mio. kr. i forhold til korrigeret budget, jf. tabel 4.
Tabel 4: Jordforsyning, køb/salg af jord
![[image]](/dagsorden/herning_byraad/19-06-2012/Dagsorden(ID27)/Ressourcer/537c2791-fda0-4af3-8f31-d7f06ccc8073.jpg)
På jordforsyningsområdet forventes realiserede indtægter (salg af jord) svarende til det vedtagne budget på 49,3 mio. kr. i 2012. Der er overført en mindreindtægt fra 2011 til 2012 på 15,9 mio. kr. Denne indtægt forventes ikke at kunne realiseres i 2012.
Byrådet har den 6. marts 2012 (pkt. 86) besluttet, at byggemodningsprojekter for 7,4 mio. kr. afventer igangsættelse og derfor ikke er frigivet til de angivne formål. Styregruppen for byggemodning peger på, at dette beløb kan indgå i finansiering af den manglende indtægt på jordforsyningsområdet. Der resterer herefter 8,6 mio. kr. i forventet urealiseret indtægt. Finansiering af beløbet afventer kommende budgetopfølgninger i 2012.
Finansiering
På nuværende tidspunkt forventes samlede merindtægter/mindreudgifter på i alt 52,3 mio. kr.
Afvigelsen skyldes i væsentlighed:
Nettolåneoptagelsen vedr. kvalitetsfondsprojekter og ældreboliger forventes at blive ca. 50 mio. kr. større end vedtaget budget. Det skyldes, at der overføres anlægsmidler fra 2011 til 2012, som forventes forbrugt i 2012
Renteindtægter og renteudgifter udviser en netto merindtægt på 8,9 mio. kr.
Indskud i Landsbyggefonden – 2,0 mio. kr. mindre end forudsat (tidsforskydning)
Afdrag på optagne lån – 1,2 mio. kr. mindre end forudsat
Pulje til buffer (modsat SO 20) – mindreindtægt på 10,0 mio. kr.
Skatter – netto mindreindtægter på 3,3 mio. kr. Der forventes mindreindtægter på 6,0 mio. kr. vedr. grundskyld. Dette skyldes, at der tidligere blev beregnet grundskyld af det laveste beløb af enten grundværdien fratrukket fradrag for forbedringer eller grundskatteloftet. Efter lovændringen fratrækkes fradrag for forbedringer i grundskatteloftsværdien, og da fradraget i nye udstykninger ofte er større end den beregnede grundskatteloftsværdi, bliver beløbet negativt og der beregnes ingen grundskyld. Modsat forventes merindtægter på 3,0 mio. kr. vedr. dødsbobeskatning og dækningsafgiftens forskelsværdi.
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til at ændre i forventningen til at likviditeten - opgjort efter kassekreditreglen - vil ende på et niveau på 350-400 mio. kr. ultimo året.
Bevillingsmæssige ændringer
Med henblik på at tilpasse budgettet til de faktiske forhold, er der behov for følgende budgetomplaceringer/tillægsbevillinger (omplaceringer mellem serviceområder):
Kultur- og Fritidsudvalget
Bevillingsmæssige ændringer vedr. bibliotekernes projekter og bevillinger er behandlet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 10. april 2012, jf. økonomiskema på Kultur- og Fritidsudvalgets dagsorden den 21. maj 2012. Heri indgår følgende ændringer:
Herning Bibliotekerne har efter ansøgning modtaget tilskud på i alt 1,167 mio. kr. i 2012 og 0,601 mio. kr. i 2013 fra Kulturstyrelsens Udviklingspulje for Folke- og Skolebiblioteker til 5 konkrete udviklingsprojekter, dog modsvares indtægterne af tilsvarende udgifter.
Herudover giver den endelige beregning af centralbiblioteksbevillingen en merindtægt på 1,863 mio. kr. til Herning Bibliotekerne, som ligeledes modsvares af en tilsvarende merudgift.
I forbindelse med budgetopfølgningen omplaceres budgetbeløb på 41.000 kr. vedr. vedligeholdelse af anlægget i Vildbjerg (Vildbjerglund) fra Serviceområde 15, Kultur, til Serviceområde 04, Natur og Grønne Områder, hvor det naturligt hører under.
Teknik- og Miljøudvalget
I forbindelse med organisationstilpasningen i Teknik og Miljø er flere opgaver blevet flyttet fra serviceområde 05 Miljøforanstaltninger til serviceområde 04 Grønne områder, hvorfor der er behov for at overføre en del af driftsbudgettet fra serviceområde 05 til serviceområde 04, i alt 240.000 kr.
På anlægsområdet er der behov for omplacering mellem stednumre uden serviceområde 01 Byggemodning, jf. økonomiskema på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 29. maj 2012.
I lighed med at budgetrammen for 2013 korrigeres på Teknik- og Miljøudvalgets område for manglende P-afgift på 4,2 mio. kr. på serviceområde 09 Trafik. Tillægsbevillingen finansieres via kassen.
Der anmodes om anlægsbevilling og frigivelse af rådighedsbeløb til Serviceområde 3 Kommunale ejendomme til renoveringsarbejde på Sjællandsgade 118 på 0,52 mio. kr. Rådighedsbeløbet finansieres af afsat beløb til Tjørringhus på SO 16 Børn og unge. Renoveringen medfører en huslejestigning på ca. 20.000 kr., som der er 100% statsrefusion på.
Børne- og Familieudvalget
Der anmodes om flytning af funktion 05.25.10 fra SO 12 til SO 10, hvor området administreres i dag. Vedtaget budget 2012 udgør 1,8 mio. kr.
Social- og Sundhedsudvalget
I lighed med budgetrammen for 2013 korrigeres på Social- og Sundhedsudvalgets område for "baseline" og friplejehjem på serviceområde 18, Sundhed og Ældre. Vedrørende "baseline" nedskrives området med 18,0 mio. kr., mens der kompenseres for bruttoudgift vedr. friplejehjem på 9,5 mio. kr. Netto reduceres området med 8,5 mio. kr., der tilgår kassen.
Økonomi- og Erhvervsudvalget
Der omplaceres 0,501 mio. kr. fra Serviceområde 15 til Serviceområde 20 til ansættelse af Bymidtekoordinator
Der meddeles tillægsbevillinger til udmøntning af de nye indkøbsaftaler i henhold til bilag under ØKEs egen budgetopfølgning.
Der omplaceres kr. 54.000 fra SO 20 til SO 15 vedr. udskiftning af IT-udstyr på aftenskoleområdet,
Der meddeles anlægsudgiftsbevilling og rådighedsbeløb i 2012 til dækning af diverse rådhusrenoveringer med 900.000 kr. til Serviceområde 20 nyt sted nr. Beløbet finansieres af overførsel fra 2011 til 2012 på rådhusdriften.