Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Frossen jord skyld i gylleforurening

Herning Kommune opfordrer landmændene til at vente med at køre gylle ud til jorden er tøet op.
08. februar 2011

Herning Kommune opfordrer landmændene til at vente med at køre gylle ud til jorden er tøet op.

Det er tilladt at køre gylle ud efter 1. februar, hvis jorden ikke er frossen og kan tage imod gyllen. Det kan jorden ikke i øjeblikket, hvorfor Herning Kommune opfordrer landmændene til at vente med at køre gylle ud, til markerne er frostfri.

- Vi vil gerne advare landmændene mod at køre gylle ud, da jorden fortsat er frossen. Det er kun de øverste få cm af jorden, der er optøede, og derfor har vi haft flere kritiske situationer, hvor gyllen er løbet af på jorden og ned i vandløb, siger miljøtekniker Per Madsen fra Herning Kommune. 

Gift for vandmiljøet

Gylle er en gift for vandmiljøet, da det både dræber fiskene og ødelægger vegetationen.
- Ud over at det medfører forringelse af miljøet kan det også koste landmanden i form af bøder og erstatningskrav, fortæller Per Madsen.

Fiskebassin forurenet

Herning Kommune har fået flere henvendelser fra borgere om gylleuheld. Ved Sdr. Felding fandt ejeren af en dam pludselig døde fisk i dammen. Årsagen var, at en landmand i nærheden havde kørte gylle ud på en frossen mark. Saften fra gyllen kunne ikke trænge igennem den frosne jord og var løbet overfladisk til dammen med fiskene.

Gårdspladsen flød med gylle

Den anden henvendelse var fra en borger der bor på en ejendom nær Abildå. Her opdagede borgeren, at hans gårdsplads flød med gyllen. Årsagen var, at en landmand havde spredt gyllen på en mark øst for ejendommen og at gyllen herfra var løbet overfladisk via marker til gårdspladsen og videre herfra via grøfter til en privat sø i nærheden. 

Beredskab ved Skjern Å og Abild Å

I begge tilfælde har Herning Kommune i samarbejde med landmanden eller en lokal maskinstation iværksat en række foranstaltninger, som forhindrede det meste af gyllen i at ende i henholdsvis Skjern Å og Abild Å.

 

Kontakt

Teknik og Miljø
Land og Natur
Rådhuset, Torvet
7400 Herning
Tlf.: 96 28 28 28
E-mail: teknik@herning.dk