Miljøtilsyn med landbrug
Kommunen skal føre miljøtilsyn med landbrug. Landbrug over 75 DE skal have tilsyn mindst hvert 3. år og øvrige landbrug mindst hvert 6. år. Landbrug under 75 DE med pelsdyr skal have tilsyn mindst hvert 4. år.
Tilsynet er en kontrol af, at landbruget har de fornødne tilladelser og godkendelser og at bedriften overholder disse og øvrig lovgivning på miljøbeskyttelsesområdet, blandet andet "Bekendtgørelsen om husdyrbrug og dyrehold for mere end 3 dyreenheder, husdyrgødning, ensilage m.v."
Endvidere udtages én procent af alle landbrug, som modtager landbrugsstøtte, til kontrol af krydsoverensstemmelse (KO-kontrol). Krydsoverensstemmelse betyder ikke, at der bliver stillet en masse nye krav. Flere af reglerne har eksisteret i mange år. Det nye er, at landbrugsstøtten bliver sat ned, hvis du bryder reglerne.
Ved overtrædelse af KO-kravene skal kommunen indberette alle overtrædelser til Direktoratet for FødevareErhverv, som vurderer overtrædelsen. Kommunen har således ikke kompetence til at vurdere. Det betyder, at kommunen ikke har mulighed for at give landmanden en frist til at rette overtrædelsen, inden den indberettes. Du kan læse mere om krydsoverensstemmelse i Direktoratet for FødevareErhvervs vejledning.
Der kan ved henvendelser og evt. klager føres yderligere tilsyn.