HI-Park, etape III
Videreudvikling af 3. etape af erhvervsområdet ved HI-Park
Salget af erhvervsjord i HI-Park har gennem de seneste år været i kraftig vækst. Kommunen har gennem flere år arbejdet på at støbe fundamentet til Herning Transport og Logistikcenter. Gennem tre etaper er næsten al kommunalt ejet byggemodnet jord ned mod motorvejen solgt. I alt er der solgt 587.630 m2 jord i området fra 1998 og til oktober 2010. Byrådet har derfor afsat penge til færdiggørelser og etablering af offentlige vejanlæg og fællesbeplantning i etape 3 i HI-Park.
Der er kun få reserverede arealer tilbage i området ned mod motorvejen. Lokalplanarbejdet for næste udvidelse af erhvervsområdet er påbegyndt. Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 130 ha umiddelbart nord for motorvejen mellem Herning og Ikast. Lokalplanen udlægger arealer til transport- og logistikcenter for virksomheder med et erhvervsmæssigt behov for omfangsrige eller tunge transporter. Derudover skal lokalplanen også bane vej for etablering af serviceerhverv, der er knyttet til transporterhvervet som eksempelvis restauranter, tankanlæg, værksted, overnatningsfaciliteter og rasteplads.