Interkulturel sundhedsfremme og forebyggelse
Herning Kommune sætter fra 2010 fokus på etniske minoriteters sundhed i samarbejde med 4 andre kommuner og Region Midtjylland.
Projektet " Interkulturel sundhedsfremme & rehabilitering" tilbyder, gennem et differentieret patienttilbud, at give etniske minoritetsborgere med kroniske sygdomme, komplekse tilstande eller "ondt i livet", viden om sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering i det danske samfund og bygger på udvikling af motivation og handlekompetencer til en højere grad af deltagelse, egenomsorg og mestring af deres egen sygdom.
Projektet løber i perioden 2010 - 2013 og er støttet af Forebyggelsesfonden.
Projektet " Interkulturel sundhedsfremme & rehabilitering" tager sit udgangspunkt i en afklaring af den enkelte borgers ressourcer.
Hver borger vil indledningsvis gennemgå en interkulturel sundhedssamtale med den interkulturelle koordinator hvorefter borgeren påbegynder en patientuddannelse bestående af henholdsvis:
- Individuelle forløb, som tager udgangspunkt i den enkelte borgers konkrete situation, og arbejder med egenomsorg og mestring på et individuelt niveau.
- Gruppeforløbene, som vil med udgangspunkt i gensidig dialog arbejde med en række udvalgte emner. Fra egenomsorg i forbindelse med konkrete kliniske diagnoser til generel mestring af livet i svære perioder.
Aktuelt foregår tilbuddet i kulturama, Holtbjerg, Valdemarsvej 349, Herning, hver tirsdag mellem kl. 13.00 - 17.00, hvor sygeplejerske Grethe Sørensen vil være til stede med åben rådgivning, undervisning om sundhed og motion i grupper, og individuelle samtaler.
Der vil være etniske sundhedsformidlere tilstede, samt tolkebistand efter behov.
Interesserede etniske borgere kan møde i Kulturama om tirsdagen, eller kontakt Grethe Sørensen på mail: gopgs@herning.dk eller på tlf. 96 28 40 79/ 96 28 40 82