Etniske sundhedsformidlere
Bestil en etnisk sundhedsformidler
Herning Kommune har i samarbejde med Herning Frivillig Center uddannet 15 sundhedsformidlere med forskellig etnisk baggrund, der er klar til at gå ud og holde oplæg og gå i dialog om forskellige sundhedsbudskaber med borgere med anden etnisk baggrund end dansk.
Sundhedsformidlerne har gennemgået et intenst uddannelsesforløb på 74 timer og har en grundlæggende viden om formidling, sundhedsvæsnet, kost, fysisk aktivitet, kroniske sygdomme, D-vitamin, tandsundhed, rygning, misbrug, reproduktiv sundhed samt frivillige foreninger og foreningsdemokrati - viden som de er klar til at give videre.
Sundhed på flere sprog
Der er 11 kvinder og 4 mænd blandt sundhedsformidlerne i alderen 27 – 61 år. Sprogmæssigt dækker de somalisk, bosnisk, afgansk/dari/pasthu, tyrkisk, tamil, arabisk, swahili, engelsk og dansk hvilket betyder, at de dækker de største sproggrupper i Herning Kommune.
Sundhedsformidlernes opgaver
Sundhedsformidlerne vil fremover fungere som en slags timelønnede konsulenter for Herning Kommune og Herning Frivillig Center, som kan bestilles til forskellige indsatser. Tilbuddet retter sig blandt andet mod foreninger, klubber, institutioner, sprogskoler, mødregrupper, aktiveringssteder, arbejdspladser, boligområder, lokale grupper, netværk og andre steder, hvor etniske minoriteter samles.
Sundhedsformidlerne kan holde foredrag med det formål at skabe genkendelighed og identifikation hos målgruppen gennem forklaring af sundhedsbudskaber og aktiv debat. Formidlerne kan desuden efterfølgende følge op på foredrag og arrangementer, når de møder målgruppen i lokalområdet.
Bestil en sundhedsformidler
Man kan bestille en sundhedsformidler ved at kontakte - se kontaktoplysninger i kolonnen til højre.