07. september 2012
”Hold Danmark Rent” lancerer ny kampagne for renere veje. Vejservice i Herning bakker op ved at uddele askebægre og skraldeposer til bilisterne.
Kommunens Vejservice plejer at ta´ skraldet, men nu skal det være slut. Torsdag 6. september lancerer Trafikministeriet en landsdækkende kampagne ”Rene veje nu”. Kampagne skal lære borgerne at samle deres eget skrald ind i stedet for at dumpe det i naturen. Kampagnen skal få borgerne til at putte de 9 millioner cigaretskodder, som de dagligt smider i naturen og bymiljøer, i egne askebægre eller affaldscontainere.
Uddeling af lommeaskebægre og -skraldeposer
- Hvor der er mange bilister, er der meget affald. Det ved vi, fordi der to gange årligt bliver talt skrald op ved indfaldsvejene. Vores optælling viser, at cigaretskodder toppen listen over vejaffald. Derfor vil vi i samarbejde med ”Hold Danmark Rent” uddele lommeaskebægre og lommeskraldeposer til bilister på Herning Bys indfaldsveje mandag morgen, fortæller miljøkoordinator og driftsplanlægger Morten Lange fra Herning Kommune.
Øget livskvalitet
Ifølge miljøkoordinatoren har Herning Kommune gennem en årrække arbejdet med at minimere affaldet i byerne, så nu er turen kommet til vejrabatterne.
- Alle undersøgelser viser, at man bliver gladere af ikke at se på affald, der ligger og flyder”. I Herning vil vi gerne have glade borgere, bilister og turister. Derfor har vi brug for, at borgerne hjælper os med at holde Herning rent. Den bedste måde at gøre dette på er, at de smider affaldet i skraldespanden eller afleverer det på affalds- og genbrugspladserne, siger han.
Økonomisk og miljømæssig gevinst
Ifølge Morten Lange er der både en miljømæssig og økonomisk gevinst ved at smide affaldet i skraldespanden.
- Cigaretskodder og plast indeholder stoffer, som er svært nedbrydelige i naturen. Hvis dette affald bliver samlet ind korrekt, vil vi kunne genbruge store dele af det. Vi vil også kunne bruge vores vejservicebudget mere fornuftigt, hvis vi ikke skal gå og samle skrald langs veje og rastepladser, fortæller han.