
Vivi Lykke Jensen fra Uppercut Pure, Mette Meldgaard fra Aroma og Lone Schlosser fra Koustrup-gård har fået anerkendelser for deres grønne indsats.
04. oktober 2012
Herning Kommune og Klimanetværk Herning har uddelt anerkendelser til lokale ildsjæle, der har gjort en aktiv indsats for at forbedre klimaet og miljøet.
I forbindelse med Grøn Herning Uge i september har næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Christen Dam Larsen, uddelt anerkendelser til tre ”grønne” ildsjæle. Prismodtagerne er frisørsalonen Uppecut Pure, bageriet Aroma i Fonnesbechsgade og daginstitutionen Koustrupgård i Lind.
- Med anerkendelsen vil vi værdsætte og fremhæve lokale borgere, institutioner eller virksomheder, der gør en særligt indsats for klimaet og miljøet. Samtidig håber vi, at de gode eksempler kan inspirere andre, så grøn udvikling bliver et fælles projekt for alle, siger Christen Dam Larsen (V).
Grøn salon dropper skadelig kemi
Salon Uppercut Pure i Bethaniagade får anerkendelsen, fordi de kan tilbyde kunderne en behandling, der ikke skader sundheden og miljøet. Uppercut Pure har den frivillige certificering ”Grøn Salon”, fordi salonen ikke bruger miljø- og sundhedsskadelige kemikalier. Ifølge indehaver Vivi Lykke Jensen har Uppecut Pure allerede fået flere kunder på grund af den grønne profil.
Bageri kobler kvalitet og miljø
Der er også en anerkendelse til bageriet Aroma i Fonnesbechsgade, hvor miljøhensyn og kulinarisk kvalitet går hånd i hånd. Indehaverne Mette Meldgaard og Martin Herlak har blandt andet købet et landbrug på Ærø, hvor de vil producere økologisk frugt, bær og korn til eget bageri. Aroma ønsker også at undgå madspild, og derfor giver de gårsdagens brød til Blå Kors.
Daginstitution tænker miljø, natur og sundhed sammen
Daginstitutionen Koustrupgård modtager ligeledes en anerkendelse, fordi institutionen lægger vægt på naturforståelse, friluftsliv og en jord-til-bord tænkning. I dagligdagen lærer børnene at tænke grønt gennem genbrug, brug af naturens ressourcer og affaldssortering. Ligeledes lærer de at bruge el, vand og varme med omtanke. Institutionen har bl.a. fået ”Grønt Spireflag”. Daginstitutionsleder Lone Schlosser er særlig glad for, at det er lykkedes at fastholde og udvikle en grøn og bæredygtig institution, efter at Koustrupgård blev lagt sammen med andre institutioner i Lind.
Grøn anerkendelse er ved at være tradition
Det er fjerde år i træk, at Herning Kommune og Klimanetværk Herning uddeler anerkendelser til virksomheder, personer, institutioner, foreninger og andre, som har ydet en bemærkelsesværdig klima- og/eller energiindsats.