Herning Kommune opgraderer frem til sommeren 2014 folkeskolerne på IT-området.
Der investeres i 4000 nye computere, så det samlede antal elev-pcere når op på 8750 – eller 1,2 elev pr computer, hvis man regner alle elever med fra børnehaveklasse til afslutningseksamen. I praksis vil der dog være en computer pr elev, hvis man tager højde for børnehaveklassernes lidt mindre behov og for de overbygningselever, der ønsker at bruge deres egen pc i skolesammenhænge.
Samtidig skiftes harddiske og batterier i de eksisterende 4750 computere, så deres levetid bliver forlænget med to år.
Endelig går alle skole-computere over til det nye Windows 8 styresystem.
Investeringen på 15,5 millioner kroner er et led i Herning Kommunes IT-strategi for folkeskoleområdet. Pengene findes på den eksisterende drift.
Derudover blev der i budgetforliget for 2013 sat 13,5 millioner kroner af til at opgradere skolernes netværk, så de kan klare den øgede trafik - og væsentlig hurtigere end i dag.
20. december 2012
En million-investering sikrer Herning-elever hver deres undervisnings-pc og lynhurtige netforbindelser på alle folkeskoler.
Det er snart slut med at dele, når Herning Kommunes folkeskolelever skal bruge pc-ere i forbindelse med undervisning eller hjemmearbejde.
I løbet af de kommende halvandet år opgraderer kommunen sin i forvejen ambitiøse IT-strategi, så der i praksis bliver en computer til rådighed for stort set hver enkelt elev.
Samtidig indebærer investeringen, at alle lærer- og elev-pcere skifter til den nyeste Windows 8-styresystem, at der bliver tilført en nyere og langt mere holdbar digital SSD-harddisk på alle computere, så deres levetid forlænges og at der bliver købt en lang række digitale læringsmedier, så al fremtidig undervisning i folkeskolen kan foregå via PC.
Værktøj der passer til virkeligheden
Bag de tekniske kendsgerninger ligger Herning Kommunes overordnede målsætning om at IT skal være en naturlig integreret del af skolens virksomhed og medvirke afgørende til elevens læring, så eleven bliver i stand til at agere i fremtidens videns– og netværkssamfund.
- Vi ønsker at give eleverne – og selvfølgelig også de lærere, der underviser dem – de værktøjer, der passer til den virkelighed, de er ved at uddanne sig til. Og så er teknikken jo i øvrigt en helt naturlig del af deres øvrige liv med mobiler, tablets, apps, spil, sociale netværk og vidensøgning, og den udvikling skal vi koble os på, siger formand for Herning Kommunes Børne- og Familieudvalg, Joan Hansen og fortsætter:
Ambitiøs million-investering
- Det er en ambitiøs plan, som samtidig er økonomisk flot skruet sammen, fordi vi har fået plads til investeringen på 15,5 millioner kroner i de eksisterende budgetter, selv om IT-budgettet faktisk er beskåret med 2,5 millioner kroner. Når det alligevel kan lade sig gøre, skyldes det blandt andet, at levetiden på hver enkelt pc fremover vil være fem år i stedet for de nuværende computere, der holder i tre år, siger Joan Hansen, der er formand for Herning Kommunes Børne- og Familieudvalg.
Som et led i den store IT-satsning vil Herning Kommune også på udvalgte skoler køre forsøg med de såkaldte ”tablets” – altså små computere, der fylder meget mindre i skoletasken end de bærbare pc-ere.
Ud over investeringen i udstyr blev det også som en del af budgetforliget for 2013 besluttet at sætte 13,5 millioner kroner ekstra af til at opgradere det eksisterende netværk på alle skoler, så forbindelserne bliver væsentlig hurtigere end i dag.