30. august 2012
Herning Kommune fraråder badning i Fuglsang Sø, da der er konstateret sundhedsfarlige blågrønalger. Kommunen forventer, at algevæksten snart vil falde, så borgerne igen kan bade i søen.
Når det er varmt og vindstille, er der risiko for opblomstring af alger i kommunens badesøer. Nogle af algerne kan være giftige. Den 29. august 2012 har Herning Kommune konstateret en øget koncentration af blågrønalger af slægten Gloeotrichia i Fuglsang Sø. Derfor fraråder kommunen al badning i søen.
Udslæt og ondt i maven
Blågrønalger producerer giftstoffer, som ved badning eller anden vandkontakt kan give udslæt og hudirritation. I små mængder er algerne ufarlige for mennesker, men giftstofferne kan i særlige tilfælde give hovedpine, svimmelhed, mavesmerter, opkast og diarré. Der er ikke rapporteret om alvorlige forgiftninger af mennesker i forbindelse med Gloeotrichia.
Pas på hunden
Borgerne skal dog være opmærksomme på, at specielt hunde, som bader i søer med blågrønalger, kan komme til at indtage store mængder Gloeotrichia, når de slikker pelsen ren efter badning. Kommunen anbefaler derfor, at hunde ikke bader i søer med blågrønalger eller at de skylles med rent vand efter badning.
Kommunen overvåger badevandet
Herning Kommune overvåger badevandet i Fuglsang Sø.
Gode råd om alger
Her er en række gode råd om alger, som du med fordel kan følge:
- Undgå at bade i søer, hvis vandet virker unaturligt grumset, eller hvis der er skum på vandet
- Undgå at husdyr drikker af søvandet eller bader i søerne, hvis der forekommer alger eller skum
- Tag dig et bad efter svømmeturen, eller tør dig godt med håndklædet efter svømmeturen
- Hvis hunden har været ude at bade, så skyl den af med rent vand for at fjerne eventuelle giftige alger i pelsen
- Hvis der forekommer hudkløe eller udslet, så smør med kløestillende creme eller søg læge
- Hvis hunden bliver syg efter turen ved søen, så søg dyrlæge
Kommunen advarer og undersøger
Kommunen har opsat advarselsskilte ved den offentlige badestrand ved Fuglsang Sø. Hvis du har haft hudkløe eller andet ubehag efter badning i andre af kommunens ferskvandssøer, må du meget gerne kontakte Herning Kommune.