Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Tilskud til naturpleje 2012

Billede af køer på mark
14. december 2011

Herning Kommune afsætter igen 250.000 kr. til naturpleje på privat jord. Pengene kan søges af alle med mindre naturprojekter.

Lodsejere, organisationer, lokalråd, interessegrupper og enkeltpersoner i Herning Kommune kan inden den 1. april 2012 søge tilskud til mindre naturprojekter og naturplejetiltag, som de gerne vil have udført i 2012.

Det er tredje år ordningen gennemføres. Initiativet skal imødekomme den interesse der er hos landmænd og øvrige lodsejere i det åbne land, til at gøre en ekstra indsats for de mere følsomme naturtyper og bevarelse af naturen og landskabet.

Naturpleje står højt på dagsordenen

- De seneste to år har vi afsat tilsvarende pulje til dette fokusområde, som står højt på vores dagsorden. Som en del af Herning Kommunes Naturpolitik skal vi nemlig sikre og højne de naturkvaliteter, der i dag er i kommunen. Vi har fortsat brug for at følge politikken op med handlinger. Der har været stor interesse for denne tilskudsordning, hvorfor vi ønsker at fortsætte fremover, siger formanden for Teknik og Miljøudvalget, Finn Stengel Pedersen (S).

Eksempler på projekter der vil kunne få tilskud er:

  • Rydning af træopvækst og anden pleje af særlige levesteder.
  • Rydning på overdrev samt i moser og på enge med særlige naturværdier.
  • Hegning af naturarealer med 5 til 10-årige græsningsaftaler.
  • Bekæmpelse af uønskede planter, såkaldte invasive arter: Glansbladet hæg, bjergfyr, japansk pileurt m.fl.
  • Sikring af nogle af de særligt værdifulde planter, der er i Herning Kommune.
  • Oprensning af tilgroede søer/vandhuller i værdifulde naturområder.
  • Pleje af egekrat.
  • Pleje langs vandløb.

Vandløbsnære projekter har høj prioritet

De forslag som kommunen modtager, vil blive prioriteret efter deres miljømæssige og landskabelige kvalitet samt områdets tilgængelighed for offentligheden. I 2012 vil vandløbsnære projekter have høj prioritering.

Tilskudsordningen skal bidrage til at bevare naturområderne, så tidligere nedgang i antallet af arter ændres til fremgang.

Informationsmateriale om og ansøgningsskema til naturplejeprojekter i 2012 kan hentes i højre kolonne.

Kontakt

Teknik og miljø
Natur og Grønne Områder
Rådhuset, Torvet
7400 Herning

Tlf.: 96 28 28 28 28
E-mail: teknik@herning.dk
Personlig henvendelse
Natur og Grønne Områder
Naturplejegruppen
Enghavevej 10
7400 Herning
Vis på kort
Kontaktperson
Lise Kjær Poulsen
Tlf.: 98 28 81 53 / 24 45 80 03