16. august 2010
Partierne i Herning Byråd har indgået forlig om den fremtidige organisering af opgaverne på 12 folkeskoler i og omkring Herning By. Rokaden skal løse en række udfordringer og give et kvalitetsløft.
Selv om Herning Kommunes folkeskoler netop har taget hul på et nyt skoleår, kan flere hundrede børn, forældre og lærere allerede nu begynde at forberede sig på en anderledes hverdag om et år.
De politiske partier i Herning Byråd er nemlig blevet enige om en ny struktur, der berører opgaveforde-lingen på 12 af kommunens 35 folkeskoler i og omkring Herning By.
Området har gennem flere år kæmpet med en række udfordringer som eksempelvis pladsproblemer på nogle skoler, en høj andel af to-sprogede elever på andre skoler og ønske om mere sammenhæng i specialundervisningen.
Det fik sidste efterår politikerne til at indlede en analyse af, om man kunne strukturere opgaverne anderledes, så man dels fik løst nogle udfordringer og dels fik fremtidssikret kvaliteten af undervisning.
Lytter til borgerne
På baggrund af analysen sendte politikerne i slutningen af maj et forslag til ny struktur i høring. 29 berørte skoler og andre med interesse i folkeskolens fremtidige struktur i Herning Kommune har sendt svar og kommentarer tilbage.
- Jeg er glad for, at så mange ar bidraget med konstruktive kommentarer til analysen. Flere af dem har fundet vej til den endelige struktur, vi er blevet enige om i dag. For eksempel er vi blevet enige om at sætte et engangsbeløb på 1 million kroner af til køb af nødvendigt inventar og undervisningsmidler. Det var et punkt, som blandt andet Brændgårdskolen pegede på i deres høringssvar, fortæller Hernings borgmester, Lars Krarup (V).
En styrket folkeskole
Det er samtlige partier i Byrådet, der i enighed står bag aftalen om midtbyskolernes fremtid.
- Vores fokus har hele vejen igennem været at styrke folkeskolen og at skabe den bedst mulige ramme for elever, lærere og forældre. Med den nye struktur skaber vi blandt andet mulighed for en styrkelse af fagligheden for de ældste elever, en udvidelse af Herningholmskolen og en bedre fordeling af tosprogede elever, fortæller Lars Krarup.
Bredere overbygning
Den nye struktur betyder blandt andet at skolernes ældste elever fra august 2011 bliver samlet på færre skoler, fordi større enheder giver mulighed for at tilbyde en bredere vifte af fag, hvilket giver en styrkelse af både fagligheden og skolemiljøet.
Sønderagerskolen bliver nærmest et ”ungdoms-mekka” med Herning Kommunes særlige eliteidræts-klasser og UC10 (Ungdoms Center for 10. klasse) samt Herning Ungdomsskole. Men også Lind Skole, Lundgårdskolen og Hammerum Skole får styrket deres overbygning.
Sønderager og Brændgård fusionerer
0.-9. klasse fra Sønderagerskolen og Brændgårdskolen samles på sidstnævnte. Det betyder en styr-kelse af disse klassetrins faglighed.
Udvidelse af Herningholmskolen
Herningholmskolen vil ifølge planen blive udvidet til tre spor på hver årgang for at løse det store pres, der i flere år har været på skolens fysiske rammer.
Bedre vilkår for specialundervisning
Flere specialundervisningstilbud får bedre vilkår. For eksempel flytter Åmoseskolens afdeling i Simmelkær hjem til hovedafdelingen på Holtbjergskolen. Holmen får nye rammer som en del af Sønderagerskolens øvrige tilbud til overbygningselever og Vestervangskolen bliver nyt center for specialklasser.
Fordeling af tosprogede
Endelig rummer elev-rokaden også en lidt større spredning af kommunens tosprogede elever – blandt andet fordi modtageklasserne flytter fra Sønderagerskolen til Lundgårdskolen i Tjørring. Herudover vil Gullestrup Skoles modtageklasser flytte til Tjørring, når den nye skole står færdig i august 2012.
Økonomisk gevinst
Ud over forbedringerne på indholdssiden rummer skolekabalen også på sigt en økonomisk gevinst. Byrådets politiske partier har med planen aftalt at finde 10,3 millioner kroner til anlægs- og flytteudgifter i løbet af 2010 og 2011. Men samtidig rummer sammenlægningen af forskellige enheder en årlig driftsbesparelse på 3,13 millioner kroner. Så i løbet af 2014 vil der være et økonomisk overskud på manøvren.
En stor kabale
Byrådspolitikerne lægger i deres aftale vægt på, at børn, forældre og lærere skal opleve de mange rokader, der skal være på plads i løbet af de kommende 11 måneder, så skånsomt som muligt. Allerede mandag eftermiddag fik samtlige berørte skoleledere den første orientering, herefter går det store planlægningsarbejde i gang tirsdag.
- I forhold til de ansatte, vil vi arbejde tæt sammen med deres faglige organisationer, for at få alt på plads på bedste vis. I forhold til de børn, der skal flyttes, vil vi blandt andet etablere besøgsordninger, så de får mulighed for at danne sig et indtryk af den skole, de skal gå på efter næste sommerferie. Nogle skoler skal have bygget om eller til. Vi skal have lavet lokalefordelingsplaner og så kommer der jo også nogle fysiske flytninger på et tidspunkt. Udgangspunktet for den store kabale er, at det skal give mindst mulig gene og uro for dem, der bliver berørt, siger Herning Kommunes skolechef, Sven Nørgaard.