20. august 2010
TV-hold fra UEFA kommer i næste uge for at optage film, der skal præsentere Herning som værtsby ved næste års U21-EM i fodbold
Herning er sammen med Århus, Aalborg og Viborg værtsbyer, når Dansk Boldspil Union næste sommer står som arrangør af UEFA U21-EM 2011.
Forberedelserne er allerede godt i gang. Tirsdag den 24. og onsdag den 25. august får Herning således besøg af et tv-hold fra det europæiske fodboldforbund, UEFA, der skal lave optagelser fra byens seværdigheder til brug under næste sommers slutrunde, hvor Herning er vært for tre indledende kampe og en semifinale.
Enestående mulighed for at vise Herning frem
- Optagelserne skal bruges til små indslag om værtsbyerne i forbindelse med næste sommers transmissioner til hele Europa og store dele af den øvrige verden. På den måde er det en enestående mulighed for Herning til at vise et internationalt million-publikum, hvad vi har at byde på, siger Elo Christensen. Han er projektleder i Herning Kommune og lokal tovholder på DBU-arrangementet, der har kommunen og MCH Messecenter Herning som medarrangører.
MCH Arena skifter navn til Herning Stadium
UEFA U21-EM 2011 er det største UEFA-arrangement i 2011 – inklusiv Champions League-finalen – og det bliver tillige det hidtil største DBU-arrangement i Danmark med kampe i Viborg, Aalborg, Århus og på det, UEFA kalder Herning Stadium, men som i daglig tale kendes som MCH Arena.
- Vi er stolte over, at Herning er valgt som værtsby. Det er blandt andet et resultat af Hernings ambition om at være førende, når det handler om store kulturelle og sportslige events og så byens og messecentrets erfaringer som arrangører, siger Elo Christensen.
Filmer idræt og kultur
Det er primært kulturelle og sportslige destinationer, tv-holdet fra UEFA skal besøge.
- Det er helt i tråd med, at det er kulturen og idrætten, Herning er kendt for både nationalt og internationalt, forklarer Elo Christensen.
UEFA’s tv-hold kommer i løbet af de to optagedage blandt andet forbi MCH Arena og den nye multihal, Fuglsang Sø samt Birk-området med HEART, Carl-Henning Pedersens værker og Elia.