Herning Kommune
A-Å
Sitemap
Dansk
English
Deutsch

Elever tegner kontrakt mod rygning

elever tegner kontrakt mod rygning

Fakta

  • To elever i hver 9. klasse ryger dagligt
  • Hver fjerde elev i 9. klasse ryger dagligt eller ind imellem
  • De fleste unge tager det første hiv som 13-14-årige
  • Hver anden ryger dør på grund af sin rygning

Projekt X:IT er rettet mod elever i 7.-9. klasse og bygger på tre elementer:

  • Skolen: Rygeregler og undervisning
  • Røgfri kontrakter mellem unge og voksne
  • Forældre: Information og inddragelse
12. august 2010

Antallet af unge rygere skal ned, mener forebyggelsesudvalget i Herning Kommune. Som den første kommune i landet tilbyder kommunen alle skoler hjælp til en systematisk indsats.

Røgfri skoler, undervisning, kontrakter og støtte fra forældre skal hjælpe unge i Herning Kommune til at holde sig fra tobak. I skoleåret 2009/2010 afprøvede syv skoler i kommunen Kræftens Bekæmpel-ses Projekt X:IT, der er en samlet indsats mod rygning blandt elever i 7. – 9. klasse.

- Rygning er noget af det, der gør størst skade på vores sundhed, og har sammenhæng med andre usunde vaner, så kommunen har et medansvar for at forhindre det, siger formanden for Herning Kommunes Forebyggelsesudvalg, Christian Bjerre (KD).

- Eftersom 90 procent af alle rygere starter som teenagere, er der god grund til allerede i skolen at gøre en indsats for, at unge ikke begynder at ryge, supplerer Kirsten B. Aastrup, rygestopkonsulent i Herning Kommune.

Først med forebyggelsen til alle skoler

Udover skolerne i Herning Kommune, er der også skoler i Ålborg, der har afprøvet X-it. I begge kom-muner er skolerne begejstrede. De fleste elever skriver kontrakter, lærerne roser materialerne, og forældrene er glade for anledningen til at tale med deres børn om rygning.

Herning Kommunes Forebyggelsesudvalg har på baggrund af de gode erfaringer med pilotprojektet valgt som de første i landet at udvide tilbuddet til alle kommunes skoler, der i den nærmeste fremtid kan få tilsendt undervisningsmateriale og vejledninger. Sundhedsafdelingen er det lokale anker i indsatsen, skolerne står for at gennemføre indsatsen i praksis, på baggrund af materialer og erfaringer fra Kræftens Bekæmpelse suppleret med lokale erfaringer fra de skoler der allerede har afprøvet konceptet.

I god tråd med sundhedspolitikken

- Herning Kommunes Forebyggelsesudvalg finder at indsatsen for at forebygge unges rygning er så vigtig, at alle unge i skolerne i kommunen skal tilbydes hjælpen – ikke kun enkelte pilotskoler, siger udvalgsformand Chr. Bjerre (KD) og tilføjer, at projektet falder fint i tråd med kommunens overord-nede sundhedspolitik, hvis mål er at styrke ressourcer og udvikle handlekompetencer så den enkelte borger kan vælge sund livsstil og gode sundhedsvaner alene og i fællesskab.

De penge, kommunen investerer i at forebygge rygning, kan vise sig at være godt givet ud. Rygning koster nemlig en kommune af Hernings størrelse omkring 39 millioner kroner årligt, oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Nordisk succes med røgfri kontrakter

Projekt X:IT er inspireret af Norge og Sverige, hvor de har stor succes med metoderne. Indsatserne har fået mellem 20 og 50 procent færre unge til at starte med at ryge. Succesen skyldes ikke mindst røgfri kontrakter, hvor de unge sammen med en forælder indgår en aftale om ikke at ryge det næste år. Til gengæld har de chancen for at vinde en præmie, hvis de holder deres løfte.

Kontakt

Sundhedsafdelingen
Torvet 14, 2.
7400 Herning

Kontaktperson
Forebyggelseskonsulent
Rikke Gormsen
Tlf.: 96 28 40 82
E-mail: sharg@herning.dk