Mange former for forurening kan ramme vores vandløb. De fleste former får alvorlige konsekvenser for fisk og smådyr i vandløbet. I de værste tilfælde dør alle smådyr og fisk af forgiftning eller kvælning.
Det er derfor afgørende, at vi finder kilden til forureningen og får løst problemet, så hurtigt som muligt.
Forskellige typer forurening
Hele Danmark afvander til vores vandløb. Det betyder at både land - og byområder afvander regnvand og spildevand til kloaker, rørlægninger og grøfter og det ender alt sammen i vores vandløb.
Derfor er der stor fare for at vandløbene modtager uønskede stoffer, der kan være farlige for vandløbsmiljøet.
Der er mange typer af forurening af vandløbene og mange af dem kan ses eller lugtes. Fælles for dem alle er dog at de skader vandløbene, søerne, fjordene og havet.
Forurening der farver vandet
Hvis vandet i vandløbet får en anden farve, vil der oftest være tale om en forurening. Der kan blandt andet være tale om en forurening med:
- malingrester
- farvestoffer
- udspredning af gylle på frossen jord
- afløb fra malkerum
- drænspuling
Ved forurening med maling eller farvestoffer påvirkes vandmiljøet af kemikalierne, der kan medføre at vandløbets smådyr og fisk dør.
Ved forureninger ved drænspulinger er aflejringer i dræn systemet skyllet direkte ud i vandløbet. En stor del af disse aflejringer er jernholdigt slam. Når dette skylles ud i vandløbet, farves vandet helt rødt. Okkerslam, i så store mængder, er til stor gene/dødelig for vandløbets smådyr og fisk.
I stedet for at skylle det jernholdige drænvand direkte ud i vandløbet, skal slammet ledes ud over nærliggende arealer. En forurening af vandløbet ved rensning af drænsystemet kan derved undgås.
Et alternativ til dette, vil være at etablere sandfang eller brønd inden drænledningerne løber ud i vandløbet.
Forurening der lugter
En forurening af vandløbet der medfører lugt kan være:
- olie, benzin
- afløb fra mødding
- husholdningsspildevand
En forurening med olie eller benzin giver en klistret hinde på vandløbet som fisk og smådyr er i risiko for at blive smurt ind i.
Ved forurening med gylle eller husholdningsspildevand, vil nedbrydningen af de organiske stoffer bruge ilten i vandet. Fisk og smådyr kvæles derfor ved disse forureninger.
Et tydeligt tegn på en forurening af organiske stoffer er forekomsten af lammehaler. Lammehaler er bølgende rød - hvide totter i vandløbet. De består af store kolonier af bakterier og andre små organismer der spiser de organiske stoffer. De kan kun trives, hvis der er store mængder organiske stoffer i vandløbet og der er som regel tale om længere tids udslip.
Hvis du observere lammehaler i et af vores vandløb, skal du kontakte Herning Kommunes vandløbsmyndighed.
Ved akut forurening kontaktes Beredskabet i Herning Kommune.