Herning Kommune har 2.639 søer og vandhuller med et samlet areal på 890 ha.
Nogle søer har søer har ligget her siden istiden, mens andre søer er få år gamle. Det gælder for eksempel de søer, der er opstået ved tørve- og brunkulsgravning, er etableret som regnvandsbassiner eller de såkaldte motorvejssøer, som er opstået ved anlæg af de store veje.
Inden for en kort årrække er der oprettet syv nye søer i Herning Kommune: Fuglsang Sø, Arnborg Badesø, Holing Sø og Knudmosesøerne. Dertil kommer de mange vandhuller, som private lodsejere har etableret for at øge naturværdierne på deres ejendomme.
Søer og vandhuller har stor betydning for dyr og planter og er en vigtig naturtype i kommunens arbejde med at skabe en stor biologisk mangfoldighed og gode levesteder for truede dyr og planter.
Dyreliv i og ved søer
Der lever en masse smådyr på bunden og ved bredden af en sø. Det gælder fx snegle, tanglopper, muslinger, insekter, frøer, tudser og salamandere. Dertil kommer forskellige arter af fisk. De fem mest almindelige fiskearter i danske søer er: Aborre, brasen, gedde, skalle og ål. Søer og vandhuller er også tilholdssted for en række fugle. Nogle lever omkring søen året rundt, andre raster ved søer og vandhuller forår og efterår, når de er på træk.
Planteliv i og ved søer
I søerne er der undervandsplanter og flydende planter som fx åkander, vandaks og vandpileurt. Nær bredden er der sumpplanter som fx tagrør, dunhammer, iris og forskellige slags andemad.
Trusler mod søer
En af de største trusler mod et mangfoldigt plante- og dyreliv ved søerne er tilførsel af okker og næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Kvælstof og fosfor kommer især fra landbrugsdrift og udledning af spildevand fra bebyggelse i det åbne land.
Næringsstoffer øger mængden af plankton i vandet, som bliver uklart og der er risiko for iltsvind. Hermed forsvinder føde -og skjulesteder for smådyr og fisk.
Herning Kommune holder et vågent øje med sine søer og har fastsat en række målsætninger, der beskriver den biologiske interesse for hver sø og den målsætning og handling, der skal til for at bevare naturtilstanden.
Vandrammedirektivet
Vandrammedirektivet og vandplanerne er det lovgrundlag som Herning Kommune skal arbejde efter for at nå de miljømål, der gælder for overfladevand, søer og grundvand.