Tilslutnings- og forblivelsespligt
Der er tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning for bebyggelse i mange områder i Herning Kommune. Kommunens hjemmel til at pålægge tilslutningspligt findes i Varmeforsyningslovens §§ 11 og 12.
Tilslutningspligten kan være oplyst på to måder:
- den kan fremgå af en lokalplan for området eller
- den kan være tinglyst og fremgår af ejendommens blad i tingbogen. Du kan få din ejendoms blad i tingbogen ved at henvende dig på Tinglysningskontoret.
Ny bebyggelse
Kommunen kan i henhold til Tilslutningsbekendtgørelsens §§ 8 og 9 meddele tilslutningspligt for ny bebyggelse (herunder større tilbygninger, der er af så omfattende karakter, at kommunen vurderer, at tilbygningen kan bære en tilslutning til kollektivt varmeforsyningsanlæg). Sædvanligvis kræves bebyggelsen tilsluttet fra det tidspunkt den tages i brug.
Tilslutningspligt for ny bebyggelse fremgår typisk af en lokalplan.
Eksisterende bebyggelse
Eksisterende bebyggelse kan pålægges tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning i henhold til Tilslutningsbekendtgørelsens § 10. Tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse skal varsles 9 år før den træder i kraft. Tilslutningspligten skal være tinglyst på ejendommen.
Forblivelsespligt
En bygning, der er tilsluttet kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan pålægges forblivelsespligt. Forblivelsespligten skal tinglyses på ejendommen.
Dispensation og fritagelse fra tilslutningspligt
Følgende typer eksisterende bebyggelse kan ifølge Tilslutningsbekendtgørelsens § 15 ikke kræves tilsluttet kollektiv varmeforsyning:
- Bygninger, hvor omstilling til kollektiv varmeforsyning på grund af nødvendige, større installations- eller bygningsmæssige ændringer der efter kommunalbestyrelsens skøn vil være uforholdsmæssig bekostelig.
- Bygninger, der er indrettet med solvarmeanlæg, varmepumper, vindmøller, biogasanlæg, komposteringsanlæg, vandkraftanlæg, træfyr eller halmfyr, og hvor anlægget – eller anlæggene tilsammen – efter kommunalbestyrelsens skøn har en kapacitet, som kan dække mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand.
- Bygninger, hvor overskudsvarme fra produktionsvirksomhed efter kommunalbestyrelsens skøn dækker mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand.
- Bygninger, der påregnes nedrevet inden for en kortere årrække.
- Bygninger, der ikke er beregnet til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen.
- Eksisterende lavenergibygninger.
Kommunen kan endvidere meddele dispensation til ny og eksisterende bebyggelse der er pålagt tilslutningspligt jf. § 17 i Tilslutningsbekendtgørelsen. I følgende tilfælde SKAL kommunen ved ansøgning meddele dispensation:
- Ved ansøgning om dispensation fra folkepensionister.
- Ved ny bebyggelse der opføres som lavenergibygninger.