Kommunen skal sørge for, at grundvand bliver beskyttet mod forurening. Grundvandet skal være rent, fordi alt drikkevand i kommunen er grundvand.
Vi kan beskytte grundvandet ved at:
- rydde op på forurenede grunde
- lukke ubrugte boringer og brønde
- indformere virksomheder, landmænd og haveejere om, hvordan de kan beskytte grundvandet
- begrænse brugen af gødning og kemikalier i haver og landbrug
- plante skov
- og meget mere
Det er ikke det samme, vi skal gøre alle steder.
Hvor naturen har skabt en god beskyttelse i form af tykke sammenhængende lerlag, behøver vi ikke gøre så meget som de steder, hvor grundvandet ikke er beskyttet.
Der er også forskel på indsatsen i forhold til den måde, mennesker har brugt arealerne på. Steder med en årelang anvendelse af tung industri eller intensivt landbrug, kan betyde, at vi skal lave en stor indsats. Naturarealer, skove og marker med ekstensivt landbrug kræver ingen eller kun få indsatser.
Indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse
I Herning Kommune er der 23 vandværker. Ud fra placeringen af vandværkernes boringer og hvor meget vand de pumper op er beregnet et indvindingsopland. Indvindingsoplandet er det område, hvorfra alt vandet fra overfladen på et tidspunkt når vandværkets boringer. Det er disse oplande, vi især skal beskytte.
For disse indvindingsoplande laver kommunen og vandværket i samarbejde med lodsejerne en indsatsplan til beskyttelse af grundvandet, som skal sikre drikkevandet fremover.
Indsatsplanerne beskriver, hvem der har ansvaret for indsatserne. De indeholder desuden en tidsplan for konkrete virkemidler/handlinger. De nødvendige midler skabes i samarbejde mellem de berørte parter i indsatsområdet.
Ringkjøbing Amt lavede den første indsatsplan for Herning-Lind området, som beskytter indvindingsoplandene for vandværkerne tilhørende Herning Vand A/S. Herning Kommune overtog i 2007 opgaven med at lave indsatsplanerne. I 2011 er vedtaget indsatsplaner for Sunds og Fasterholt Vandværk. Vi arbejder i øjeblikket på planerne for Hammerum, Vind og Sørvad Vandværker.
I dag er det Naturstyrelsen, der laver den geologiske kortlægning af af grundvandsmagasinerne, som kommunen bygger sit arbejde på, og vi forventer, at få de næste områder afleveret i 2012 og 2013. Det er den overordnede plan, at der skal være en indsatsplan for alle vandværker med udgangen af 2016.