Jordvarmeanlæg er i princippet et omvendt køleskab under græsplænen. Anlæggene er et fint alternativ til ejendomme uden adgang til fjernvarme eller naturgas, hvis det ikke er i strid med lokalplanen for det område som ejendommen er omfattet af.
De nedgravede varmeslanger i jorden indeholder vand tilsat et frostsikringsmiddel. Som frostsikringsmiddel må kun anvendes de midler der er angivet i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om jordvarme. Hvis der er skærpede krav til hvilke frostsikringsmidler, der må anvendes vil det fremgå af den tilladelse, som Kommunen meddeler.
Ansøgning
Etablering af jordvarme er omfattet af bek. nr 1019 af 25/10-2009 om jordvarmeanlæg.
Hvis du vil etablere et jordvarmeanlæg, skal du søge Herning Kommune om tilladelse. Ansøgningen skal indeholde en skitse af matriklen, hvorpå placeringen af bygninger, jordvarmeanlægget og boringer m.v. er angivet. (Se punkt 5 i ansøgningsskemaet.)
Oversigtskort/luftfoto kan findes i Herning Kommunes kortbutik. Kort/foto kan printes ud fra kortbutikken og de nævnte angivelser af bygninger, jordvarmeanlæg og boringer m.v. kan indtegnes i hånden.
Etablering og godkendelse
Etablering af jordvarmeanlæg må først ske når kommunen har meddelt en godkendelse af anlægget. Godkendelsen skal sikre, at der ikke sker forurening af jord og grundvand.
Jordvarmeanlæg skal overholde bestemmelserne i Miljøministeriets bekendtgørelse om jordvarmeanlæg.
Hensynet til miljøet
I forbindelse med sagsbehandlingen af en ansøgning om tilladelse til jordvarmeanlæg, skal det undersøges om afstandskravene til almene vandindvindingsanlæg og andre vandindvindingsboringer kan overholdes og om der er drikkevandsinteresser i området.
Det er muligt for Herning Kommune at nedsætte afstandskravene til vandindvindingsanlæg, hvis de hydrogeologiske forhold sandsynliggør, at der ikke er en øget risiko for forurening af grundvandet. De forhold der vil blive vurderet er grundvandets strømningsretning og om indvindingsmagasinet kan være sårbart overfor nedsivning af stoffer.
I en tilladelse til etablering af et jordvarmeanlæg vil der blive stillet de vilkår, der vurderes at være relevante for det enkelte anlæg. Det kan f.eks. være vilkår til hvilke frostsikringsmidler, der må anvendes i anlægget.
Uheld med jordvarmeanlæg
Hvis du som ejer eller bruger af et jordvarmeanlæg, konstaterer – eller får mistanke om, at anlægget er utæt, skal Teknik og Miljø, Herning Kommune straks underrettes. Desuden skal der straks træffes foranstaltninger, der kan bringe en eventuel udstrømning til ophør, for eksempel. ved tømning af anlægget.
Kommunen orienteres hurtigst muligt og senest førstkommende hverdagsmorgen.
Sløjfning af varmeanlæg
Hvis du ikke længere ønsker at benytte dit jordvarmeanlæg skal det sløjfes. Det betyder blandt andet at anlægget skal tømmes for frostsikringsvæske og væsken skal bortskaffes efter kommunens forskrifter. Sløjfningen af jordvarmeanlægget skal meddeles Herning Kommune.
Vil du vide mere ?
Henvend dig til Teknik og Miljø, Herning Kommune, tlf: 96 28 80 40 eller skriv til teknik@herning.dk.