Du skal kun have EU-sygesikringskort, når du rejser i mere end en måned inden for EU, hvis rejsen er erhvervsmæssig eller måske, hvis du har en kronisk sygdom.
Du er dækket af dit gule sygesikringsbevis eller sundhedskort i udlandet, når du:
- Rejser i mindre end en måned
- Er på en ren ferie- eller studierejse
- Rejser inden for EU og EØS samt nogle småstater
- Ikke har en kronisk sygdom, fx forhøjet blodtryk
Hvis der opstår tvivl, når du opholder dig i udlandet, kan du anvende det vagtnummer, som står på bagsiden af kortet og få vejledning fra den telefoniske vagtservice, som har døgnåbent.
Dækning af udgifter
Dit sundhedskort (det gule sygesikringsbevis) er en sikkerhed for, at du får refunderet de udgifter, der er dækket, når du kommer hjem. Du kan dog risikere at skulle betale for lægehjælp og medicin direkte på feriestedet. Husk derfor at få kvitteringer på dine udgifter.
Du kan få refunderet dine udgifter ved at henvende dig til SOS International a/s. Du skal altid udfylde en skadeanmeldelsesblanket. Du kan anmelde skaden online på SOS's hjemmeside.
Det blå EU-sygesikringskort
Du skal have et EU-sygesikringskort ved rejse til et EU/EØS land når du:
- Skal være på ferie i længere tid - mere end en måned - det gule dækker én måned
- Skal i praktik eller være au-pair
- Studere eller følge en faglig uddannelse
- Hvis du fx har en kronisk sygdom og ved, du kan få behov for behandling eller andet
- Du skal arbejde for din danske arbejdsgiver. Du skal have en godkendt E101 fra Pensionsstyrelsen, for at få det blå EU-bevis/sundhedskort
Det blå EU-sygesikringskort er gratis. Du kan bestille det hos Borgerservice eller via selvbetjeningsløsningen.
Kortet er gyldig i mindst 1 år og maksimalt 5 år. Gyldighedsperioden er forskellige alt efter situationen.
Hvad dækker EU-kortet
EU-kortet giver ret til læge- og sygehusbehandling, medicin m.m., hvis du bliver syg under et ophold i et europæisk land. Kortet dækker både akut sygdom og tilskadekomst samt såkaldt 'behovsbestemt sygehjælp'. Den behovsbestemte hjælp vil sige, at det er lægen, der afgør, hvilken behandling du kan få. Det afhænger bl.a. af, hvor længe du skal opholde dig i landet, og hvilken behandling der er tale om.
EU-sygesikringen dækker kun, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i det land, du opholder dig i. EU-sygesikringen giver kun ret til de samme ydelser, som borgerne i det pågældende land har. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv.
Hjemtransport er ikke dækket
Forsikringen dækker ikke sygetransport hjem til Danmark, og den dækker ikke, hvis formålet med rejsen er at få behandling i udlandet.
Det er ikke nødvendigt for danske statsborgere at have et EU-sygesikringsbevis ved ophold i de nordiske lande. Heller ikke i Storbritannien og Nordirland hvor det er nok at vise sit pas.
Hjemtransport
Dækning af ekstraudgifter til hjemtransport er bortfaldet 1. januar 2008. Du vil dog stadig kunne få dækket ekstraudgifter til lægeordineret hjemtransport fra Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Grønland. Hjemtransport af en sikret, der er afgået ved døden, og af eventuel ledsager samt medrejsende børn under 16 år er også fortsat dækket.
Kronisk sygdom
Har du en kronisk sygdom, kan du først undersøge, om du kan få forhåndstilsagn om dækning under det gule kort. Det er SOS International a/s, der kan give svar om forhåndstilsagn. Ellers skal du have det blå EU-sygesikringskort.
Erhvervsrejse i EU-lande
Skal du arbejde i et andet EU-land og være væk mindre end et år, har du brug for et EU-sygesikringskort. Før du kan få et EU-sygesikringskort, skal du have en godkendt blanket E 101 fra Pensionsstyrelsen. Den godkendte blanket er bevis for, at du er omfattet af de danske regler for sygesikring, dagpenge ved sygdom og barsel m.m. Dit borgerservicecenter skal have kopi af den godkendte blanket.
Rejser uden for EU/EØS-lande
Det gule sygesikringsbevis og EU-sygesikringsbeviset kan ikke bruges uden for Europa.
Rejser du på ferie uden for Europa, skal du undersøge om og hvad din private familieforsikring evt. dækker i forbindelse med rejser. Derudover skal du købe en privat rejseforsikring.
Arbejde og studere i lande uden for Europa
Du skal undersøge hos sygesikringsmyndighederne i værtslandet eller hos landets ambassade her i Danmark om vilkår for optagelse i landets sygesikring.
Har du ikke mulighed for at blive optaget dit værtslands sygesikring, bør du i stedet tegne en privat forsikring, der dækker ved behandling af sygdom.
Danmark har indgået aftaler med enkelte lande om social sikring. Aftalerne er forskellige fra land til land, og ikke alle omfatter sygesikring. Du kan få mere information om aftalerne hos Pensionsstyrelsen.