Omsorgstandpleje
Omsorgstandpleje er et tilbud, som kommunen skal give til alle, som på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud.
Alle er bedst tjent med at fortsætte hos deres sædvanlige tandlæge, så længe det er muligt, da omsorgstandplejen ikke kan tilbyde større behandlinger som kroner og broer samt implantater.
Hvem kan få omsorgstandpleje?
De kan få omsorgstandpleje, hvis De:
- Er beboer på plejehjem
- Bor på et plejecenter, det kræver en visitation
- Bor i eget hjem, det kræver en visitation
Omsorgstandpleje omfatter:
- Regelmæssig undersøgelse
- Forebyggelse
- Behandling af tænder, mund og proteser
- Hjælp ved akutte tandproblemer
Der udføres ikke større behandlinger som krone og broarbejde samt implantater.
Omsorgstandpleje bliver givet efter behov. Man behandler ikke, hvis generne ved behandling er større end den forbedring,
der kan opnås.
Hvem udfører tandplejen?
Det er Herning kommunale Tandpleje, der står for tilrettelæggelse af omsorgstandplejen. Er De berettiget til omsorgstandpleje, kan De vælge behandling ved kommunal tandlæge, praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker. Det skal være en tandlæge/tekniker, som Herning kommune har en aftale med.
Hvad koster det?
De skal betale 465 kr. om året (i 2012) for at være med i omsorgstandplejen. Beløbet dækker alle ydelser og trækkes automatisk af Deres pension hver måned. Beløbet reguleres årligt. Hvis tandbehandlingen skal foregå på en af kommunens klinikker eller hos en privat tandlæge, skal De selv betale for transporten.