Agerbo
Agerbo er Herning Kommunes døgn- og aflastningstilbud for børn og unge i alderen 0-18 år med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) og beslægtede udviklings- og personlighedsforstyrrelser. Agerbo drives i henhold til § 67 i Lov om Social Service og har 32 pladser, fordelt på 19 døgnpladser og 13 aflastningspladser.
Agerbo består af 3 afdelinger, beliggende to forskellige steder i Herning Kommune. Afdelingen Guldsmeden/Lindehuset er beliggende i Hauge. Afdelingerne Smørblomsten og Svalereden er placeret i Herning.
Målgruppen kan - udover Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) og beslægtede udviklings- og personlighedsforstyrrelser - have tillægshandicap i form af retardation, epilepsi, reaktive tilknytningsforstyrrelser mv. Fælles for de børn og unge, der er tilknyttet Agerbo er, at de har vanskeligt ved at overskue deres dagligdag og svært ved at indgå i sociale relationer.
Indsatsen tager udgangspunkt i en individuel og anerkendende udviklingstænkning, hvor det enkelte barn mødes med en struktureret forudsigelig pædagogik. For det enkelte barn er det målet at skabe en dagligdag karakteriseret ved genkendelighed og forudsigelighed.
Forstander: Charlotte Jensen