Dagligvareudbringning
Herning Kommune har udarbejdet godkendelsesmateriale, som benyttes i forhold til de virksomheder, der ønsker at blive godkendt som leverandør af ydelsen - udbringning af dagligvarer.
Herning Kommune vil kunne indgå kontrakter med nye leverandører en gang i kvartalet. Det betyder, at der bliver gennemgørt godkendelsesrunder 4 gange om året, med kontraktindgåelse pr. 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober. For alle skæringsdatoer for kontraktindgåelse gælder, at der er ansøgningsfrist 3 måneder forinden. Det vil sige, hvis man ønsker kontraktindgåelse pr. 1. januar, da skal ansøgningen senest være indsendt den 1. oktober.
Den kvartårlige godkendelsesprocedure gælder også for potentielle leverandører, som i forvejen er godkendt i en anden kommune.
Det er Herning Kommune, der har ansvaret for godkendelsen af alle leverandører. Efter modtagelse af godkendelsesanmodnignen, som forefindes via link her til højre, vil den potentielle leverandør blive indkaldt til et møde med henblik på at få afklaret, om leverandøren kan godkendes.
For at en potentiel leverandør kan komme i betragtning, er der en række krav og betingelser, som også hovedleverandøren skal overholde. Disse er bl.a.:
- Leverandøren skal modtage bestilling og herefter indsamle, pakke og levere de bestilte varer hos den visiterede borger
- Leverandøren skal afregne pris for varer med borgeren og afregne udbringningsgebyr med Herning Kommune
- Ved bestilling i tidsrummet 8-15 på hverdage, skal levering ske næste hverdag
- De bestilte dagligvarer skal leveres i dagtimerne mellem 8 og 17, med mindre andet er aftalt med borgeren
- Der accepteres ikke krav om minimums ordrestørrelse eller gebyrer af nogen art
- Varerne skal leveres friske forstået på den måde, at mindst 2/3 af varernes holdbarhedstid er tilbage ved levering. Kravet gælder ikke kolonialvarer med en i henhold til fødevarelovgivningen lang holdbarsperiode
- Såfremt der medtages køle/frostvarer skal leverandøren sikre en forsvarlig leveringsform, således at varerne ikke opvarmes eller risikerer optøning før levering
- Kølevarers temperatur må, på leveringstidspunktet, ikke overstige 8 grader celsius og frostvarers temperatur må, på leveringstidspunktet, ikke overstige minus 15 grader celsius, jf. fødevaredirektoratets bestemmelser.
- Leverandøren skal, hvor der måtte være behov, være behjælpelig med at lægge varer på køl eller frys i den visiterede borgers hjem
- Levering op til og i forbindelse med hellidage aftales i hvert enkelt tilfælde med den enkelte borger/medarbejder fra hjemmeplejen
- Ved reklamation, f.eks. pga varens holdbarhedsdato er udløbet, skal produktet byttes med et tilsvarende produkt, der lever op til kravene. Dette bytte skal ske uden omkostninger for både den visiterede borger og Herning Kommune
- Aflevering af varer må kun ske, når den visiterede borger selv er til stede i hjemmet.
- Varerne må ikke efterlades udenfor døren.
Den ovenstående liste er ikke udtømmende.