For dig som skal stemme

Skal du stemme til Europa-Parlamentsvalget søndag 9. juni 2024 eller ønsker du i stedet at brevstemme? Hvornår skal du søge, hvis du gerne vil have et andet afstemningssted, have kørsel på valgdagen eller ønsker at stemme i hjemmet? Der er mange ting at holde styr på op til et valg. Her har vi samlet en række svar på ofte stillede spørgsmål.

På valgdagen opfordrer vi til, at du undgår at komme mellem 15.00-19.00, hvis det er muligt. Det er nemlig her, der er flest vælgere. Der er ofte også travlt fra morgenen.

Vi opfordrer til, at du viser hensyn og holder afstand, da det ikke er alle, der bryder sig om at færdes i større forsamlinger.

Du må gerne have dit eget skriveredskab med til at sætte dit kryds, hvis du har det bedst med det. Det må bare ikke være glimmertusch. Farven bør være sort, blå, grøn eller rød. 

Luk alle
Åben alle

Valgret - Hvem kan stemme?

Du kan stemme til Europaparlamentsvalg, hvis du:

  • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og bor i Danmark
  • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og bor i en af de øvrige EU-medlemsstater (kræver ansøgning)
  • er statsborger i en af de øvrige EU-medlemsstater, er fyldt 18 år og bor i Danmark (kræver ansøgning).
  • er umyndig men er fyldt 18 år, er dansk statsborger og har fast bopæl i Danmark.

Pr. 1. juli 2016 har personer, der er umyndige, fået ret til at stemme ved Europaparlamentsvalg.

Følgende personer har ikke valgret ved valg til Europaparlamentet

  • udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c), og
  • udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b).

Du vælger selv, om du vil stemme til valg til Europaparlamentet i det EU-land, hvor du bor, eller i det EU-land, hvor du er statsborger. Du kan dog kun stemme i et EU-land.

Færøerne og Grønland er ikke med i EU, så bor du på Færøerne eller i Grønland, har du derfor ikke valgret til Europaparlamentet.

Læs om udenlandsdanskeres valgret

Har du spørgsmål til valglisten eller stemmeret, kontakt Folkeregistret på telefon 96 28 24 00.

Valgkort

Er du stemmeberettiget, vil du senest fem dage før valgdagen modtage et valgkort. På valgkortet står dit navn og adresse, dit nummer på valglisten, samt hvor du skal henvende dig for at stemme på valgdagen.

Du skal på valgdagen medbringe dit valgkort til afstemningsstedet. Har du glemt valgkortet, kan du vise legitimation - eksempelvis sundhedskort, kørekort eller pas.

Hvis du ikke har modtaget dit valgkort tirsdag 4. juni, kan du kontakte Borgerservice på telefon 96 28 24 00.

Afstemningen på valgdagen søndag 9. juni 2024 begynder klokken 9.00 og slutter kl. 20.00.

Kørsel på valgdagen og kørehallen

Er du ikke selv i stand til at bevæge dig rundt på valgstedet, så kan du køre lige til stemmeurnen, hvis du skal stemme i Herning Kongrescenter. 

Brug indkørslen fra Kampmannsgade, og kør hen foran porten. Så bliver du lukket ind i hal 2, hvor du kan stemme uden at stige ud af bilen. Muligheden gælder i tidsrummet 08.00-17.00. Du må også gerne parkere i kørehallen og gå ind i valglokalet.

Er du tilknyttet et andet afstemningssted og ønsker at benytte kørehallen, kan du søge om at ændre dit afstemningssted.

Herning Kommune tilbyder gratis kørsel til og fra valgstedet til borgere, der er for svagelige til selv at befordre sig.

Tilmeld dig gratis kørsel på Rådhuset på telefon 96 28 40 01 og 96 28 40 02 senest fredag 7. juni klokken 10.00. Du skal oplyse, hvornår du gerne vil hentes på valgdagen. 

Vi gør opmærksom på, at det ikke er muligt at bestille liggende transport. Her skal du i stedet benytte dig af muligheden for at brevstemme i hjemmet.

 

Kan jeg stemme i mit eget hjem?

Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan transporteres på valgdagen, har du mulighed for at søge om at brevstemme i hjemmet.

Du kan søge om at stemme i hjemmet fra 12. maj. Fristen for at søge er tirsdag 28. maj 2024 klokken 18.00. Du skal kontakte Borgerservice på telefon 96 28 24 00, hvis du ønsker at søge.

Hvis du frygter smitte eller af anden årsag har behov for at stemme i bilen eller udenfor

Hvis du ønsker at stemme på aftemningsdagen, men er i isolation grundet en sygdom, har du stadig ret til at møde op i stemmelokalet.

Sundhedsstyrelsens råd lyder i den forbindelse som følger:
"Anvend et CE-mærket mundbind og hold 2 meters afstand til andre, hvis du undtagelsesvis er nødt til at gå ud (…) Sørg for at gå ud på et tidspunkt, hvor du undgår at være i nærheden af andre."

Hvis du gerne vil stemme men ikke ønsker at møde op i valglokalet for eksempel på grund af frygt for smitte, har du mulighed for at stemme efter reglerne om såkaldte vognstemmer. Det kan eksempelvis være i en bil parkeret ved afstemningsstedet eller udenfor. Det samme gælder, hvis du af helbredsmæssige årsager ikke ønsker at stemme i valglokalet.

Du behøver ikke gå ind. Du kan ringe til valginformationen på telefon 96282380, og de vil sørge for at sende to valgtilforordnede ud til dig med en stemmeseddel og flytbar stemmeurne.

Kan jeg flytte valgsted?

Hvis du på grund af handicap eller nedsat førlighed ønsker at stemme et andet sted i Herning Kommune end det, du er tilknyttet, skal du søge om det.

Hvis Kongrescentret ikke er dit tildelte afstemningssted - og hvis du gerne vil bruge et hæve-sænke-bord, når du stemmer, så kan du søge om at blive overført til et andet afstemningssted. Det kan du også, hvis du ønsker at benytte kørehallen i Kongrescentret.

Du kan søge fra 12. maj. Fristen er 31. maj klokken 12.00 . Du skal kontakte Borgerservice på telefon 96 28 24 00, hvis du ønsker at flytte valgsted. Du kan også sende en mail (uden CPR) til bos-valg@herning.dk, hvor du skriver dine kontaktoplysninger. Folkeregistret vil bede dig udfylde et skema, som de sender til dig digitalt.

Der vil være ikke-håndholdt lup, LED lampe og filtpen i mindst en af stemmeboksene på hvert afstemningssted. Yderligere vil der være et hæve-sænke-bord og CCTV tilgængelig på valgstedet i Hammerum og i Herning Kongrescenter.

I brevstemmeperioden vil det være muligt at brevstemme ved et hæve-sænke-bord og benytte en CCTV-skærm/LED lampe samt ikke-håndholdt lup i Borgerservice. På bibliotekerne vil der være ikke-håndholdt lup og LED lampe.

Hvornår, hvor og hvordan kan jeg brevstemme?

Vi har lavet en hel side, der beskriver, hvornår, hvor og hvordan det er muligt at brevstemme. 

Læs mere om at brevstemme

Kan jeg få hjælp til at stemme på valgdagen?

Hvis du har et fysisk eller psykisk handicap eller af andre grunde har brug for hjælp til at stemme på valgdagen, kan du få hjælp hertil eller benytte de hjælpemidler, der er stillet til rådighed på valgstedet.

På hvert stemmested vil der være ikke-håndholdt-lup og LED lampe, og der vil ydermere være hæve-sænke-bord og CCTV i Kongrescentret og i Hammerum.

Hvis du har brug for hjælp til at få forklaret stemmesedlen eller til at sætte dit kryds, kan du få hjælp til dette af to valgstyrere eller tilforordnede vælgere. Du kan også vælge at få hjælp af en person, du selv har valgt, i stedet for den ene valgstyrer eller tilforordnede vælger.

Stemmeafgivning i bil eller lignende

Du har også mulighed for at stemme lige uden for valgstedet, hvis du har svært ved at komme ind på selve valgstedet. Det kan for eksempel være, hvis du er svagsynet, mangler førlighed, eller der er trapper eller lignende ved valglokalet.

Du behøver ikke gå ind. Du kan ringe til valginformationen på telefon 96282380, og de vil sørge for at sende to valgtilforordnede ud til dig med en stemmeseddel og flytbar stemmeurne.

Har du en hjælper, kan vedkommende også henvende sig til en valgstyrer eller tilforordnet vælger, der vil tage dit valgkort med ind i valglokalet og hente en stemmeseddel til dig, som du kan udfylde udenfor, eventuelt i din bil eller lignende, og lægge den i en stemmekasse, som vil blive bragt til dig af en valgstyrer eller tilforordnet vælger.

Valgstyrerne og de tilforordnede vælgere vil altid sørge for, at du kan få lov til at stemme, uden at andre kan se, hvad du har stemt.

Hvilke datoer er nyttige at huske som vælger?

29. april 

  • Du kan nu brevstemme.

12. maj

  • Ansøgningsperiode for at søge om at stemme i hjemmet starter.

  • Det er også denne dag, at det bliver muligt at søge om et andet afstemningssted, hvis du grundet handicap eller nedsat førlighed ønsker dette.

28. maj

  • Sidste frist for at søge om at stemme i hjemmet (klokken 18.00).

31. maj

  • Frist for at søge om at stemme på et andet afstemningssted (klokken 12.00).

3. juni

  • Det er sidste dag du kan brevstemme på biblioteket i Aulum.

4. juni

  • Det er sidste dag du kan brevstemme på bibliotekerne i Østergade, Kibæk og Vildbjerg.

  • Du skal nu have modtaget dit valgkort.

6. juni

  • Sidste dag med mulighed for at brevstemme i Borgerservice.

7. juni

  • Sidste dag du kan tilmelde dig kørsel på valgdagen (frist klokken 10.00).

9. juni

  • Afstemningsdag - stemmestederne vil være åbne klokken 9.00-20.00.

16. juni

  • Hvis du vil klage over valget, skal klagen være modtaget i Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest søndag 16. juni 2024.

 

Hvordan kan jeg klage over valget/afstemningen?

Enhver vælger kan klage over et afholdt valg til Europa-Parlamentet, hvis man eksempelvis har mistanke om, at optællingen af stemmerne ikke er foregået korrekt. Klagen skal sendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, men bliver afgjort af Folketinget.

Hvis du vil klage over Europa-Parlamentsvalget 9. juni 2024, skal klagen være modtaget i Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest søndag 16. juni 2024. 

Kontakt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om valg

Mere info

Kontaktinfo

Borgerservice
Torvet 5
7400 Herning

Tlf.: 96 28 24 00
Mail: borgerservice@herning.dk

Åbningstider for fremmøde

Telefontider

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.